“Kunne du lide mit blogindlæg?” spurgte jeg interesseret min veninde, da jeg havde set, hun havde liket det.
Der blev en kort pause, hvor jeg tydeligt fornemmede, hendes hjernekapacitet køre på fulde omdrejninger.

“Vi skriver jo meget forskelligt, ” sagde hun sødt forsigtigt.
“Du er så poetisk, Lea, hvor jeg er mere kontant,” fortsatte hun – mens hun eftertænksomt og velovervejet belagde sine næste ord.
“Jeg udtrykker mig jo med højst tre sætninger på skrift.”
Hvilket var ganske nyt, og ikke desto mindre sandt, så jeg forstod godt, hvis mit marathon-lange indlæg havde været svært at fordøje- alligevel havde hun liket det.
“Fordi jeg så godt kan lide dig,” besvarede hun spørgsmålet, og åbnede samtidig inspirationen til dette blogindlæg.

Vores likes er uanset, vi tænker over det, et udtryk for vores holdning, der som et ekstra supplement kan udvides til et “elsker”, et “ha-ha” eller et “ked af”, som en ordløs tilkendegivelse af vores sympati, der ikke nødvendigvis behøver yderligere reflektion.

Indimellem har jeg dog tænkt, om vores likes eller mangel på samme kan skabe forvirring i vores relationer, hvis vi ikke får sat ord på dem.

Velvidende at jeg selv har befundet mig i dilemmaet, like- or not like, og selv har liket, fordi jeg ikke ( turde ) kunne lide at lade være efter have åbnet et opslag, og frygtede vedkommende kunne se, at jeg havde set det- uden at like det.

Indtil jeg gjorde op med mig selv, at det mønster ikke fungerede for mig.

Mest fordi jeg frygter, at vi kan miste dybden i vores kommunikation – og min egen ærlighed/autencitets holdbarhed, hvis jeg sætter en like, jeg dybets set ikke mener, eller måske endda et udspekuleret like, hvor vi lige benytter chancen for at gøre skjult markedsføring / reklame for os selv.

Det siger sikkert en del om mine skyggesider,
men kan du relatere blot en anelse til dilemmaet, så deler jeg gerne af mit indre kaos.

Så tag hvad du kan bruge og glem resten.

Som udgangspunkt er jeg helt for likes.
Ikke lige så meget af kattekillinger, men profilbilleder og eftertænksomme indslag giver jeg gerne et hjerte plus en lille kommentar med på vejen.

Om jeg tjekker mine egne likes? Åh ja. 🙂 og når jeg skriver det, er det samtidig med en fornemmelse af, at det kan rumme noget usundt, for hvorfor skriver vi ikke bare, hvad vi ønsker at dele for så at give slip på, hvad omverdenen måtte mene.

Måske fordi manglende likes hos nogle kan skubbe til et i forvejen manglende selvværd. At frygten for afvisning kan ligge på lur sammen med tanken om at blive ekskluderet og udelukket.

Og måske er netop frygten en af de bagved liggende grunde til, hvis vi liker noget, uden vi relaterer til det.

Paradoksalt nok, er vi samtidig forsigtige med, hvor tit eller hurtigt vi liker vores helt nære, “for der er jo nødig nogen, der sku’ tro noget, ” hvilket giver meget lidt mening, når vi nu alligevel liker alle mulige andre. Eller også gir’ det rigtig god mening. 😊

Og dermed er vi mange ord senere tilbage ved starten af dette indlæg og min veninde.
For istedet for at takke for at have liket mig, valgte jeg altså at være nysgerrighed, og således endte vi en lille halv time senere med at opdage, at vi var rørende enige i vores livssyn uanset mængden af ord og ordvalg.

Det er det, jeg elsker ved at turde være villig til at dele af ordet.
Villigheden til at gå ind i undersøgelsen af hinandens opfattelser og behov.

Villigheden til ikke at frygte eller tage afstand fra vores vekslende udtryk og udtryksform, vores kærlighedsudtryk, vores ønske om synlighed kontra ikke synlighed i ordet som i væren og væsen.

I accept af at vi hele tiden bevæger os, nogle gange hen mod – andre gange væk fra hinanden – med intentionen om at følge vores udviklingsvej og livssyn.
Og derfor har vi selvfølgelig retten til at like fuldstændig, som vi lyster og i den udstrækning, vi har lyst til.

Mit ønske er blot, at vi tør være mere – ja, kald det gennemsigtige.
At vi tør udtrykke os, som den vi er. Lige nu og her. Uanset mængden af ord.
Og selvfølgelig med risiko for at ikke alle sympatiserer med det, vi skriver, men med øje og hjerte for, at det ikke udelukker, at de holder af os- endsige respekterer os. Og måske har de ikke engang set, du har slået noget op, eller de kom fra det.

Jeg tror på ordet -som på at dialogen aldrig må erstattes af likes.

Jeg tror på villigheden til at kaste lys på ordet. Villighed til at invitere , dele og sætte ord på vores indre eventyr, der brænder for at lyse i alle former og farver.

Og indimellem kan der være behov for at udtrykke sig med flere ord, for at kunne beskrive det, vi oplever.

Når vi indimellem er tilskuere til en kaotisk verden, til sult og nød, til urimelig smerte eller når vi blot oplever urimeligheden i sig selv.

I de øjeblikke kan det være svært blot at se ordløst til, og behovet for at udtrykke os i lange sætninger med mange ord opstår

Modsat de øjeblikke hvor det er tid til at give plads til stilheden og – som min gode veninde, @Lykke  fra @ cut the crap så herligt udtrykker det, at lade ordene gemme sig i små musehuller, så vi bedre kan mærke tanken inden den bliver til ord.

Selv accepten, smerten og også kærligheden har indimellem behov for at være ordløse, så de bare mærkes, og ikke behøver at forklares og fortolkes – berettiges og berigtiges. Og andre gange er det netop hengivelsen til ordet, der kan løfte os selv og andre.

Ordet er stærkt og frit og rummer en særlig visdom og kraft, som vi kan udfolde- og iklæde os i lige præcis den form og dragt, vi ønsker at udtrykke os med, det være sig i kærlighed, som i frygt og manipulation.

Ordløst kan det flyde og fylde lokaler og skabe fred eller uro – og netop derfor er ordet værd at give al vor kærlige opmærksomhed – og omhyggelighed med vores likes.

Og uanset denne – igen mængde af ord, er min veninde og jeg helt enige på dette område.

Med ønsket om at du gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.        

 Lea Wiese Gosvig