Hvordan kommer jeg videre i mine relationer. Med mit liv.
Jeg spørger – for måske står du netop nu i det dilemma, vi alle har stået i- eller selv befinder os midt i lige nu.
Fordi du måske heller aldrig blev undervist i at tale sproget, der skaber sunde relationer og derfor fristes til at foretage et clean cut, et hurtigt farvel til en måske mangeårig relation af mangel på ord, til at forklare den smerte, du bærer i dig.
Den selvsamme smerte der stadig lænker dig til tankerne om alt det, der synes uretfærdigt og udenfor rækkevidde.
Måske genkender du uretfærdighedens stemme, der banker på, og tankerne den bærer med sig.
Hvorfor er det altid mig, der skal forandre mig, spørger den og fortsætter:
Det nytter alligevel ikke noget.
Jeg kan lige så godt gi` op.
Intet forandrer sig.
Hvorfor skal jeg forandre mig, når ingen andre gør det?
Alt er, som det altid har været.
Ingen gider lytte til mig.
ingen gir mig opmærksomhed.
Ingen elsker mig, som jeg har behov for at blive elsket.
Jeg er sikker på, du kan endnu flere selvforstærkende affirmationer, der allesammen kun hindrer dig i at få det, du ønsker mest af alt. Nære relationer.
For det er lyden at uretfærdighedens stemme, den som spinder dig endnu dybere ind i håbløshedens garnnøgle, hvor der ikke findes mulighed for andet, end at føle sig som et offer, der gang på gang vinder over kærligheden.
Men alt kan lade sig gøre, alt kan forandres. Selv du.
Hvis du er villig og har tillid. Villighed til at lade dig udvikle. Villighed til at lade dig forandre, i tillid til at verden vil dig det godt.
Og jeg forstår kun altfor godt, hvis du oplever det overvældende, men synes du, det er så meget lettere at opholde dig i håbløsheden.
Så hvad nu, hvis jeg fortalte dig, at det er muligt at gøre anderledes, men at det selvfølgelig kræver øvelse:
At være i håbløsheden og alligevel være tålmodig.
At føle dig magtesløs og alligevel turde være tillidsfuld.
At give – selvom vi ikke synes, vi får noget til gengæld.
For ser du;
Indimellem handler det meget mere om os selv, end om den anden.
Indimellem handler det meget mere om den lille pige, den lille dreng, du har ladet vokse op side om side med dig, så du her – skønt måske 1 meter og 80 høj, stadig agerer og reagerer som det fx 5 årige barn, dine forældre glemte at undervise i, hvordan du skaber kærlige, vedvarende relationer. Fordi de ikke vidste bedre, og ikke var blevet undervist af DERES forældre.
Derfor formåede de ikke at tage dig i hånden og holde dig til hjertet, mens de kærligt rettede dine filtrede snoede tråde ud, inden de blev til den gordiske knude, du lever med i dag. Ikke fordi de ikke elskede dig, men fordi de ikke havde ordene for det. Ligesom du måske heller ikke har det.
Det er DET lille barns tab, du kæmper med og imod i dine relationer.
Ikke din kæreste, din kollega, eller hvilken som helst anden relation, men dit indre barns længsel og behov.
Og hvis du genkender, at det er sådan det er – at du har overladt dit liv, dit parforhold, dit forældreansvar – som alle andre ansvar – til et såret barn, tænker jeg, det ikke kan undre dig, at dine relationer er, som de er.
For hvad ved et barn om at leve i en relation, eller om hvordan man kan opdrage sine børn.
Det er derfor, det er tid.
Tid at lytte og tage en kærlig samtale med den lille pige og dreng, der indtil nu har krævet al din opmærksomhed, og forhindret dig i at blive voksen i tanke og sind.
Det er på tide, at du og jeg indser, at de aldrig er blevet voksne, men stoppede deres udvikling lige præcis der, hvor de blev såret allermest.
Så giv dit barn et visuelt kys på panden og overvej om tiden, ikke er inde til, at du for fremtiden så absolut lytter til det – men at du som det voksne menneske du vitterlig er, for fremtiden selv træffer dine beslutninger i livet.
Og Gud sagde : “lad dig blive lys, mens han svævede over de mørke vande.”
På samme måde kan du lade lyset skinne over dine relationer, så du ser dem klarere og kan adskille den fra mørkets tanker.
Lad mig fortælle dig:
At ubetinget kærlighed er for alle. Og derfor er noget af det dummeste, du kan gøre – at stille urimelige krav til din relation, også selvom det er det, din indre pige eller dreng kræver.
For netop de burde jo vide, at ingen kærlighed i længden tåler at være fængslet og at kun tåber eller små uskyldige sjæle elsker deres fangevogter.
Så det er nu, det er tid at se klart og forstå, hvad det er, der binder dig til denne relation.
Hvad er formålet? Og din motivation for at blive i den?
Er du der af kærlighed eller af frygt.
For at vedligeholde dit behov for drama?
For at bibeholde en gammel smerte?
Eller for at andre ikke skal kunne elske vedkommende, så tabet synes større?
Bruger du relationen til at løse gamle traumer?
For måske er der noget ved denne relations situation, der egentlig passer dig godt. Fordi du netop her, kommer i kontakt med alle de svigt, der trænger til at blive set på. Fordi du i de tætte relationer kan få afløb for din vrede og frustration. Fordi du her kan smide masken og være dig selv, som du aldrig ville turde det, i det offentlige rum.
Det er nu – min kære søster, og broder, det er tid at tage bindet af dine øjne, så du kan se virkeligheden som den er, og at DU – lige præcis du, selv spiller en vigtig rolle i dine relationer. Så i stedet for at drømme dig væk i illusionen om en uopnåelig relation, så tag ansvar for den relation, du allerede har.
Du har ret.
Livet ville så afgjort være meget lettere i glidningsfrie, perfekte relationer, men det er i de udfordrende relationer, vi lærer mest om os selv.
Det er her, vi møder vores læremestre forklædt som børn, kærester, tætte arbejdskollegaer.
Det er her, vi udfordres med mulighed for at udvikle os.
For at træde i kraft.
For at øve vores ja `er og vores nej` er.
Det er DET, disse læremestre hjælper os med, hvis vi tør tage imod udfordringen, og blive til den voksne udgave af os selv, i stedet for at lade vores indre sårede barn styre vores liv, lave rod i vores ægteskaber, fravriste os vores forældreværdighed – i længsel efter selv at få kærlighed og opmærksomhed.
Derfor
skylder vi dem en stor tak- disse læremestre, for deres utrættelige indsats for at få os til at indse, at vi ER blevet voksne.
Og indtil vi indser det, vil de blive ved at sætte fingeren lige præcis der, hvor vi er allermest ømfindtlige. Ikke af ondskab, men fordi det er deres opgave at hjælpe os videre, så vi ikke bliver hængende i barndommens sår.
Forstår du
Du er ikke længere den søn eller datter, der behøver at frygte at blive forladt. Eller at skulle gøre dig fortjent til dine forældres kærlighed af frygt for at miste den.
Så enten er relationen så vigtig for dig, at du er villig til at være med den, at udvikle dig i den – eller også må du tage afsked med dine læremestre.
For indimellem kæmper vi – skønt vi allerede er separeret i hjerte, ånd og tanke.
Fordi tanken om at miste ikke er let, og derfor kommer du hellere med bortforklaringer eller lyver for dig selv, om hvorfor du bliver i relationen.
Det er nu, du stopper op.
Det er her og nu, du tager en dyb indånding og trækker modet og al din kraft til dig- inden det er for sent at gennemskue løgnen.
Og har du ikke gjort det tidligere, så er det nu, du hiver sløret for dine øjne, og tager et dybt kig ind i dig selv – bag løgnen du har bygget i din søgen efter noget, du måske dybest set ikke aner, hvad er.
Så frigiv din mor
din far
dine brødre og søstre.
Frigiv hver en relation
bundet af frygt
og holdt i frygt
Frigiv dem så de ikke lever fængslet i mørket af fortiden;
Lad dem få lys
thi i lyset kan I SAMMEN
skabe den relation i ønsker.
Ikke den betingede kærlighed der igennem så mange har været den bagage, der har tynget dine skuldre, og som du har båret i dit hjerte.
Men den kærlighed der opstår, når vi tør smide masken og stå i vores eget lys.
Da vil fred komme til jorden.
Da vil freden sænke sig i dine relationer.
Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.
Lea Wiese Gosvig
Læg en kommentar