Hvem er jeg?

HVEM ER JEG ?

Udover at være Lea, Datter. Adopteret. Mor. Kæreste. Veninde.  Lægesekretær eller andre  titler, jeg kan påføre mig.

Hvem er jeg egentlig?

Udover de oplevelser, der har været i mit liv. Oplevelser jeg kan vælge at dele, som du ville kunne vælge at dele af dine, og med tiden skabte vi måske et fortroligt rum.

Et søster-skab med plads til fortrolig udveksling af refleksioner om livet. Om sorger og bekymringer. Glæder og refleksioner.

Men er det kun det, du og jeg er? Eller er der også noget andet. Noget udefinerbart, der ikke kan måles og vejes, høres eller ses med det blotte øje.

Er vi noget udover den krop, vi kan miste på et split sekund og det sind, der kan bringe os ud i en identitetskrise, når kæresten forlader os eller vi mister vores arbejde, eller nogen i vores nære omgangskreds dør.

Hvad er det i os, som vi indimellem mærker en kontakt til, men som er svært at beskrive andet end som, at det altid har været der.

Sådan har det i hvertfald været for mig.
Det var der, da jeg var barn og det er der stadig som voksen, og indimellem når jeg kommer i kontakt med det, mærkes det som en fredfyldthed. Som en genkendelsens glæde med en følelse af – at nu er jeg hjemme.

Måske er det udfra denne følelse, at Sanne Salomonsen skrev sangen, “Hjem”.

Efter lang tids sygdom sang hun, så hårene rejste sig på mine arme, og tårerne flød fra mine øjne. Fordi min sjæl genkendte ordene i hendes sang..
“Der er intet der sker uden en grund. Jeg har prøvet alt. Og selvom vejen den var lang så er jeg kommet hjem. Til det menneske, jeg er. ”

Måske det er det, der er svaret, på hvem vi egentlig er. At vi er.

Jeg ved ikke, hvordan det vil være for dig at leve med denne erkendelse. At vi blot er. For mig rummer sætningen en stor frihed. En lettelse.

Jeg er mig og du er dig. Hverken mere eller mindre. Blot i hver vores forklædning.