JEG KAN GODT FORSTÅ, HVIS DU IKKE KAN SE KLART,” sagde ekspedienten i brille-butikken, sidst jeg overvejede nye briller. ”Du trænger virkelig til nye!”

Hun havde fuldstændig ret, ekspedienten, også at de nye glas var væsentlig dyrere end de andre, og at JEG SÅ ABSOLUT IKKE ALTID SER KLART.

indimellem har jeg svært ved at stille skarpt og holde fokus, og vakler mellem livets muligheder for at gå den ene eller anden vej med de konsekvenser, der følger med hvert et valg, jeg træffer.

MÅSKE KENDER DU DET SELV?

At lige så let det er at stille skarpt på andre, lige så svært kan det være at stille skarpt på sig selv. At turde og at være villig til at se sig selv tydeligt og klart, både det gode og fine, og det, der måske ville have godt af et efterSYN – kan kræve større styrke end en brille-butik kan tilbyde.

Og dog HAR VI ALLE MULIGHED FOR AT OPNÅ SELV-INDSIGT; I roen, tilliden og villigheden kan vi hente vores styrke, og via hjertets øje den kærlige omsorg, der kan være brug for, når vi (ind)ser, at uanset vi lever i et selv-destruktivt, selvudslettende eller voldeligt forhold – eller i en kærligheds-fuld relation, er ingen mennesker kommet ind i vores liv, medmindre vi har inviteret dem.

Om disse mennesker er der for en stund eller i flere år, afhænger af vores villighed til at vokse og lære, vores styrke til at indse, når- eller hvis vi ikke har mere at lære hinanden. Med nogle er vi blot gæste-optrædere i hinandens liv, inden vi glider videre til næste læremester i kærlighed, venskab, samarbejde eller hvad vi har brug for at lære og få udvidet vores syn på.

For der er altid en grund til at lige præcis dette menneske er trådt ind i dit liv, uanset det er for en stund eller – som i vores tætte familierelationer, det er for resten af livet.

”HAR DU OVERVEJET GLIDENDE OVERGANG?

Ekspedienten smilede imødekommende. Selvfølgelig ville det være dyrere at beholde brillerne på hele tiden = SE SKARPT hele tiden, uden risiko for (min lidt pinlige tendens til) fedtfingre på glassene. Til gengæld ville jeg kunne møde livet i glidende overgange oppefra og ned, til højre og venstre og den anden vej rundt og være sikker på at se klart, uanset hvad jeg måtte stå overfor. Selv døden – eller måske endda penge 😊 for at vende tilbage til et emne, jeg ofte kredser om. Et emne de fleste må forholde sig til – uanset vi prøver at lukke øjnene for ubetalte regninger, fartbøder, manglende indbetalt skat, kommer ingen af os uden om begge emner – døden og penge.

Penge er NØDVENDIGE, for at vi kan betale for vores mad, en god seng, medicin – hvis vi har behov for det, tøj på kroppen og et sted at bo, og stadig kan vi ikke KØBE os til en god appetit, en rolig nattesøvn, et godt helbred, ro i vores indre.

Vi kan KØBE os til sex, til pynt af vores ydre, og stadig være uden glans og glimmer i vores indre. Indgå i fællesskaber uden ægte venskaber, søge lærdom uden visdom og stadig kan vi ALDRIG købe os til fralæggelse af ansvar.

Verden er fuld af muligheder for at løbe og købe, og stadig kan du ikke KØBE dig til kreativiteten, til glæden, det nære, familie, kærlighed eller VÆRDIGHED.

JEG ER SIKKER PÅ, DET VAR DET, HUN (IND)SÅ – min klassekammerat og veninde fra barndommen.

Det var det, hun så, inden hun svag, men værdig som en dronning, gjorde sig parat til at gå over den bro, hvor hverken kreditorer eller skattevæsenet kan nå dig, hvor pensionsopsparing ikke længere er et issue og arbejdet ikke går forud for dit helbred.

Der hvor alting pludselig står lysende klart uanset brillestyrke, fedtede fingre og glidende overgange.

Det var det, vi begge vidste måtte være sandheden om vores jordiske liv.

Skønt ingen af os altid huskede, at sætte vores fødder i lykken, men indimellem også snublede i kærlighedens løkker – vidste vi godt, hvad der var det vigtigste.

Og det var ud fra det livssyn, hun selvfølgelig prioriterede sin sidste jordiske tid med familien.

Og mens min veninde forberedte sig til sin rejse, forlod jeg – inspireret af hendes sygdom og vores samtaler, min arbejdsplads igennem 14 år, fordi hverken de eller jeg havde mere at lære eller give hinanden. 

FORSTÅR DU, præcis som vores øjne tilpasser sig vores syn, tilpasses vores tanker til niveauet af vores overbevisninger. ”Og når alt kommer til alt,” som min kære veninde Anni sagde det forleden,” så er meget af alt det, vi tillægger stor værdi, alligevel ikke noget, vi kan bruge på den anden side,” hvilket er såre sandt og ganske interessant, med tanke på alt det, vi bekymrer os om, overdramatiser og lader hvile så tungt på vores skuldre.

VI KAN KUN FÅ DET, VI KAN SE er muligt at få, så vi en dag i klarhed roligt kan gå over broen.

Til minde og i taknemmelig til min veninde.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig