Hun begyndte at tage stoffer 

længe før, hun opdagede,
hvor rodet der var i hendes hoved, i hendes liv
– i hendes familie.
Længe før hun blev prostitueret
og blot i ny og næ røg lidt hash,
til hun tog stoffer med bogstaver og sammensætninger,
hun ikke anede eksisterede
– til hun prøvede heroin.

Det er folk som hende,
det er så let at se ned på,
indtil vi forstår,
at der blot skal et klik til,
før et stof kan lande i et ungt menneskes lomme.

Indtil vi forstår
hvad det er,
der gør at et ungt sårbart menneske udsættes for
at miste kontrollen over sit liv.

For det er folk som hende,
der har svært ved at huske deres opvækst
og som bedst knytter bånd med stoffer
– men alligevel bliver mødre,
der gør, at vi må forstå, at der er historier, 
der viser sig at være en gentagelse af en gentagelse
– af en familiehistorie,
men stadig med mulighed for at slutte,
hvis nogen tør stille spørgsmål
– og nogen tør besvare dem .

 

For hvad er historien om den mor, der fik den datter,
der står på gaden,
eller nu
fixer i et kælderrum?

Hvad er historien om den mor og den far, hun har grint og spøgt med,
grædt MED
– og måske over?

Hvad er historien om de forældre, hun har kæmpet MED -og imod
og måske også savnet og længtes efter
– at kunne tilgive,

Hvad er historien om de forældre, der ikke evnede at beskytte hende.
De forældre der ikke var der,
– når hun behøvede det.

De forældre hun følte knuste hendes hjerte.
Jeg spørger dig,
og du kan mene historien er ligegyldig og uden interesse,

men forstår du,
vi er alle en del af vores forældres historie
– en forlængelse af en familietradition.

Så derfor spørger jeg dig.
Hvad har DIN mor lært dig om at være kvinde,
og hvad lærte DIN far dig om,
hvad du kan forvente dig af en mand?

 

Forstår du,
det handler ikke om skyld
men om forsoning.
Om at ingen fortjener at bære det,
– det er tid at lade falde.

Det handler om
at historierne kommer frem i lyset og bliver fortalt og hørt,
uden at ville udlevere andre,
men blot for at frigive det, der længes efter fred
efter års af indespærret smerte.

 

Jeg forstår,
hvis det ikke føles let at frigive lyden af
misbrug, overgreb,
– af svigt.

Og hvis det er en del af din historie,
at du er datter af en alkoholiker eller stofmisbruger,
eller selv har været det, er heller det ikke let,
– men nødvendigt, at se din datter dybt i øjnene og fortælle hende historien,
så den ikke længere lever i mørke men kan få lys og ord,
– inden det er for sent at se hende i øjnene
og holde hendes hånd,

fordi hun står på gaden
længe før, hun opdagede, hvor rodet der var i hendes hoved,
i hendes liv
– i hendes familie.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde hjertet og lysten åbent.

Lea Wiese Gosvig