Barndomsferien i folkevognsrugbrødet.
I MIT BARNDOMSHJEM HAVDE VI IKKE MANGE PENGE
men nok til gaver, familiesammenkomster og højtider, der bragte lyset frem i barneøjne . OG STADIG VAR DER PENGE
til den årlige sommerferie, tilpasset den økonomi, der var til rådighed, OG til at lyset stadig nåede vores øjne –
ikke mindst fordi bilens handskerum flød med bolsjer. Citronbolsjer, syrlige bolsjer og enkle sorte, som var mine ynglings – og som mor gavmildt fordelte mellem for- og bagsæde; for i ferien blev der ikke sparet. Hverken på bolsjer eller de litervis af vanilleis, der blev blev hældt i maver, og siden under højlydte fnis sluppet løs i det fri, mens far hældte dåsemad og pulvermos i gryden, som blev varmet over primussen eller i vandrerhjemmets køkken.
OG SELVOM DET SMAGTE ALDELES RÆDSELSFULDT, var der stadig lys i vores øjne, når vi lagde os til ro i folkevognsrugbrødet under månens beskyttelse – eller i vandrehjemmets senge.
FOR SELVOM PENGENE VAR SMÅ, var der altid råd til ferie, hvis bare man planlagde det, lagde penge til side og tænkte over, hvad resten blev brugt på.
Derfor levede vi børn med bevidstheden om, at nok hørte vi ikke til de rigeste, og indimellem købte vi også tøjet hos den lille byttecentral på Østerbro; men fattige – det så vi os aldrig som. FOR DER VAR ALTID PENGE TIL OVERS, så også skærsliberen der kom ved køkkendøren kunne få et par håndører eller en leverpostejmad,
og stadig var der penge til min fødselsdagsgave, når det blev efterår.
HVAD ØNSKER DU DIG ? blev jeg spurgt. Min 12- årige hjerne snurrede, og med eet stod det klart. EN AGURK. EN AGURK HELT FOR MIG SELV.
For i min 12-årige verden repræsenterede tanken om noget helt for mig selv- den ultimative luksus.
JEG FIK IKKE 1 MEN 2 AGURKER. Plus flere gaver, men det er agurken, jeg husker.
FORSTÅR DU.
Endnu – havde jeg ikke lagt min personlighed ned i, hvor mange penge en gave repræsenterede.
Endnu – var jeg så uspoleret, at jeg ikke havde behov for at eje mere eller mindre, end jeg gjorde.
Endnu – eksisterede der ingen løgne eller falskhed omkring penge i mit sind.
Endnu – havde jeg derfor heller ikke behov for at manipulere eller charme mig til nogle.
Endnu – var jeg bare tro mod mit ønske – som lige for nu var – en agurk.
Endnu – var jeg så naiv, at livet handlede om at være mest mulig glad med lys i øjne og hjerte. – Og dog HAVDE jeg BEMÆRKET, AT MIN MOR IKKE ALTID HAVDE LYS I ØJNENE, og at hun gemte penge i den lille bordeaux farvede sovse-kande .
En – ører og to- ører som blev brugt til små luksus-ting, en lækker sæbe, en lille blomst, farve til øjenbrynene. En lille glasfigur til et par kroner. En underkjole. ALT DET, MAN IKKE LIGE KUNNE REGNE MED AT HAVE RÅD TIL , når man var gift med mælkemanden; men – hvis man sparede nok af en -ører og to-ører sammen, alligevel kunne få.
FOR SELVOM DER egentlig VAR PENGE NOK
begyndte også arbejderklassen at have lyst til at være en del af velfærdssamfundet, og mors veninder fik råd til hus og have. og ferier længere væk end et lejet folkevognsrugbrød eller en cykel kunne køre.
Og måske var det derfor, en overbevisning var krøbet ind i hendes hjerne.
EN OVERBEVISNING OM MANGEL. At der måske alligevel ikke var penge nok, selvom der beviseligt hidtil havde været det. FORDI MINE FORÆLDRE TROEDE, DE HAVDE NOK
Og ikke jagtede – eller brugte flere penge, end de havde, for resten af året at stresse over, at have brugt for mange og måtte optage dyre bank- eller forbrugslån.
For igen at måtte knokle hårdere, eller (op)finde smarte fiduser til at få eller leve af andres penge – og stadig ønske flere.
FOR VI FÅR ALDRIG NOK. Hvis vi lever ud fra tanken om mangel, slår vi i stedet konstant hovedet mod en usynlig mur om, hvad der går galt, siden vi ikke har penge nok.
Det er alle disse overbevisninger, om hvad vi har krav på, hvad der gør os lykkelige, der har skabt vores myter om penge. Om at friheden kun er lig penge, og ja- penge giver mulighed for frihed, men er ikke nok at leve fra, for stadig er penge blot er et byttemiddel, skabt af os mennesker, for at give noget I bytte for noget andet, og kan således aldrig erstatte kærlighed.
DET ER OVERBEVISNINGEN OM MANGEL PÅ PENGE, DER SKABER BEHOVET FOR fx SUGAR-DADIES, fordi unge kvinder er opvokset i den kulturelle overbevisning, at Louis Vuitton giver respekt, selvværd og ligeværdighed med dem, de ser op til.
DET ER VORES ATTITUDE TIL PENGE, OG HVAD DER ER RET OG RIMELIGT, der skaber uretfærdighedsfølelser, mistillid, begær, falskhed og løgne – som slukker lyset i vores øjne.
Det er VORES attitude til penge vores børn spejler sig i.
Det er vores attitude til penge, der sættes på prøve, når vi rammes af konkursens uvished.
JEG HAR SELV VÆRET DER og kender frygten, uvisheden og den manglende tillid til, at have penge nok til at overleve.
Og jeg var så absolut ikke nogen heltinde. JEG VAR RÆDSELSSLAGEN. Og der –
LIGE DER
startede min lange rejse mod at prioritere.
Paradoksalt nok i et hus, fordi der intet var at leje – MEN HAVDE JEG BEHOV FOR, eller ønskede jeg mig ET STORT HUS? Nej
HAVDE JEG BEHOV FOR EN MASSE TING nej- og dog tog det mig flere år, at skille mig af med alt, hvad jeg havde klunset .
Ja- klunset.
NETOP FORDI JEG LEVEDE UD FRA TANKEN OM MANGEL købte jeg ofte gamle møbler som jeg malede eller betrak med kunstværdige stoffer.
Ville jeg have elsket dyre møbler. Ikke nødvendigvis, men SMUKKE møbler. JA.
Og fik jeg så det. JA mange år senere. Og lad mig ærligt sige, jeg NØD, da skønheden landede i min stue, OG JEG NYDER STADIG synet af den.
Og det er det væsentlige. At vi nyder det, vi køber og har.
At det ikke blot er for at eje:
Flere penge.
Større og dyrere biler.
Ure.
Møbler.
Tøj.
Mennesker.
Men at vi prioriterer.
SÅ VI HAR DET, DER ER BEHOV FOR til at kunne skabe det, der er formålet, med at du og jeg er her i livet.
OG STADIG ER JEG SIKKER PÅ, DER ER PENGE TILOVERS TIL JULEN
TIL FLÆSKESTEGEN, ELLER DEN VEGETARISKE RET
JULEGAVERNE OG JULETRÆET
OG GLEM IKKE LYSKÆDEN 🙂
For når alt kommer til alt handler det om LYSET I VORES ØJNE og hjerter.
Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.
Lea Wiese Gosvig
Læg en kommentar