Dette er eventyret om Muganda

Muganda som var barn af Afrika.

og kom til verden en nat

for hundreder af år siden

som månen lyste rund

og perlemorshvid.

　

Hverken Mugandas far eller mor

havde nogen høj status i stammen,

men den nat forandredes deres liv,

for da Muganda viste sig for verden,

var hun ligeså hvid,

som var hun skabt af månen selv.

Hun var så helt speciel,

at Mugandas mor fik tårer i øjenene,

og høvdingen nysgerrig

efter at møde hende.

　

“Månen har vist dig ære,

og givet dig et månebarn,”

sagde han til Mugandas mor

og tog en af sine lange kæder

med den lille ovale snehvide sten

og hængte den nænsomt

om Mugandas hals.

　

“Med dette smykke,”

sagde han

” ja, med lige præcis dette smykke,

vil dit barn altid

være under månens beskyttelse,”

smilede han,

og i taknemmelighed til månen

og for høvdingens gave,

gav Mugandas forældre

hende navnet:

Muganda månelys,

og de åbnede toppen

af deres hytte,

så månen og Muganda

altid kunne se hinanden.

　

Således så Muganda hver nat

op på månen,

der lo til hende,

og Muganda lo tilbage

og elskede månen

dyrene og naturen,

og selvfølgelig elskede hun

sin mor og far

som hun snart elskede

sin indvendige kilde.

　

En kilde så fuld af visdom

flydende i hver en celle

i hendes unge liv.

En kilde

hvorfra hun hver dag

lærte nyt om livet.

　

En klukkende kilde af liv,

der gjorde ikke bare hendes

-men fyldte hvert et hjerte

der blev berørt af hendes sjæl

med lethed – så let og blidt

at det åbnede hendes sind

for lysten til at være endnu lettere

endnu kærligere endnu mere blid.

　

Og kilden lærte hende snart

at skelne

mellem mennesker

og vindens lyde,

præcis

som hun blev fortrolig

med mørke og lys,

og alt hvad der fandtes

mellem himmel og jord

og midt imellem mennesker.

　

“Muganda månelys,”

hviskede kilden en dag,

“snart er tiden kommet,

hvor alt

hvad du har tænkt,

følt

og lært

under månens klare lys,

skal spredes for vindene.”

Først blev Muganda urolig,

da hun troede,

hun ville miste sin kilde,

men månen lyste blot endnu kraftigere,

og vinden strøg beroligende

hendes kind.

“Alt hvad du måtte ønske

vil gå i opfyldelse,

men for at det skal ske,

er det ikke nok kun at tænke,

Ikke nok at tale.

Du må mærke det

som en mulighed.

Du må forestille dig dit ønske,

og du må give dit ønske kærlighed.

Du må bringe både tanken,

forestillingen

og følelsen

ind i dit hjerte.”

　

Da forstod Muganda,

at hun aldrig ville miste

hverken kilden

eller dens visdom,

og

at meningen blot var,

at hun en dag

kunne dele af den.

　

“Husk

at selvom du er et månebarn,

er du ikke datter af høvdingen,”

sagde forældrene

og lød rystede,

da Muganda fortalte,

hvad kilden havde sagt.

Og Muganda

genkendte frygtens lyde

I deres stemmer.

Og for ikke at gøre forældrene bange,

holdt hun sin kildes visdom for sig selv .

　

Så jo

Muganda var noget ganske særligt.

Alle kunne både se og fornemme det ,

selvom ingen sagde det højt,

og det var først

på hendes 15 års fødselsdag,

mens mørket lagde sig

og stammen sad samlet

omkring bålet,

at Muganda igen nævnte kilden.

“En dag vil jeg dele

af min kildes visdom,”

hviskede hun.

“Jeg ved ikke hvornår

eller hvordan,

kun at min kilde har en visdom,

alle kan bruge.”

Høvdingen lo,

og Muganda genkendte

usikkerhedens stemme,

og forstod,

at noget gjorde høvdingen bange.

“Muganda månelys,” sagde han,

“du tror måske, du ved noget,

som jeg, høvdingen ikke ved.”

Og Muganda så på ham

med sine unge øjne

og svarede:

“Jeg ved kun,

hvad min kilde har fortalt mig.”

Høvdingen så på hende,

og selvom hans ansigt og øjne

var malet smukt,

kunne det ikke skjule,

at hans øjne blev smalle,

og at luften i den ellers varme nat

blev kold.

Mugandas forældre

måtte også have mærket kulden,

for hendes mor trak nu

sjalet om sine skuldre,

og både hun og Mugandas far

bøjede deres hoveder.

Da forstod Muganda,

at kulden hun følte

kom fra høvdingen,

og at hendes forældre

frygtede kulden,

og tankerne den bragte med sig.

Og for at vise sine forældre respekt

og i kærlighed til dem,

bøjede Muganda også sit hovede.

　

Da faldt hendes blik

på det lille smykke,

hvor kæden som årene var gået,

og hun var vokset

nu nåede der på brystet,

hvor hjertet har sin plads.

Hun tog den lille snehvide sten

i sine hænder,

og mens hun varmede den

så hendes håndflader

begyndte at brænde,

åbnede stenen sig,

og hun så,

at smykket ikke var en sten,

som hun engang havde troet,

men at det var en musling

med en lille rund perle.

　

Da Muganda rørte

ved perlen,

lyste den straks,

og Muganda fortalte senere

at i selvsamme øjeblik,

fløj en sætning direkte ind

i hendes hjerte.

　

“Du bærer styrken i dig selv,

Muganda,” hviskede stemmen til hjertet.

“Jeg bærer styrken i mig selv,”

gentog Muganda flere gange,

med hånden ved sit hjerte 

til visdommen i sætningen og perlen

smeltede samen

som en del af hende selv.

Den nat talte Muganda i flere timer

med månen,

mens hun holdt perlen

tæt ind til sit hjerte.

Og historien vil vide,

at kort inden månen forlod natten,

da skinnede lyset i Mugandas øjne

stærkere

end nogen sinde før.

　

Der gik nogle år,

og Afrika blev ramt af tørke.

Det var den værste tørke

i flere hundreder af år,

og også Mugandas stamme led nød.

Snart var nødrationerne af mad

sluppet op,

og pga tørken

var der kun sparsom med vand.

Selv bærerne som Muganda

og hendes mor

havde forsøgt at gemme i jorden,

havde tabt deres saft og kraft.

Den aften var der stille om bålet,

og da høvdingen stille bad enhver,

der havde et godt råd om at sige frem,

var alle lettede,

da der endelig var een,

der turde løfte stemmen.

“Vi bærer styrken i os selv, ” lød Mugandas stemme

Høvdingen så på hende

og Mugandas forældre så væk.

Men Muganda selv

skød brystet frem

og så høvdingen direkte ind i øjnene.

Og høvdingen så den flammende ild,

der brændte i dem

og valgte at lade Muganda tale .

Fortæl Muganda,

og den unge kvinde sagde;

“Alt hvad vi ønsker

kan gå i opfyldelse,

men for at det skal gå i opfyldelse,

er det ikke nok kun at tænke,

Ikke nok at tale.

Vi må mærke det som en mulighed.

Vi må forestille os regnen,

og vi må give vores ønske kærlighed.

Vi må bringe både tanken, forestillingen

og følelsen om regn

ind i vores hjerte.”

Høvdingen nikkede eftertænksomt,

og Muganda fortsatte

　

“Vi bærer styrken i os selv,

men samler vi vores hjerters styrke

og forestiller os regnens komme,

vil vores ønske gå i opfyldelse.”

Høvdingen nikkede igen

og genkendte den styrke,

han selv havde haft som ung,

og tillod Muganda

at vise stammen,

hvordan hun ville få regnen til at komme.

　

Således førte Muganda dem nu op

på det højeste bjerg,

hvor hun bad dem stille sig i en rundkreds

og holde hinandens hænder

Og

fra deres hjerter og ud i det åbne

forestillede de sig nu alle regnen,

mærkede regnen

og taknemmeligheden de ville føle,

når den vandede deres marker

og fyldte deres brønde.

Og det siges,

at særligt Mugandas stemme fyldte natten

langt ud over bjerget,

så alt hvad der var at frygte,

og hver en tvivl

der boede i sindet

fra bjerget og opad

og fra toppen og nedad

ud i de fire verdenshjørner,

blev påvirket af hendes hjertes vibration.

　

Og netop som dagen vågnede af natten,

faldt den første dråbe,

der fik børn og voksne og dyr

til at vende mundene opad

og taknemmeligt slikke dråberne i sig.

　

Og snart silede regnen ned

og fyldte de tomme brønde

og stammens hjerter med glæde

og taknemmelighed,

for at deres afgrøder

fik den væske, de behøvede.

　

“Muganda månelys,” sagde høvdingen.

“Du er et ægte månebarn

Når dagen kommer, og du er parat

til at vise månen dine børn,

vil jeg være beæret,

hvis det er mine børnebørn.

Men indtil da

vil jeg bede dig undervise os

I din kildes visdom.”

　

Og Muganda smilede,

og historien vil vide,

at netop dette var hendes

ønske.

At gøre det

hun var allerbedst til.

præcis som du

er den bedste til at gøre det

du er allerbedst til