MEMORY LANE by night

 

Lad ikke fortidens ar være fremtidens sår. Træd ind i dit nu med al din kraft og styrke. Lyt til din krop og udtyk dit stærke ja og nej`. Kun sådan kan vi mødes i hjertet, krop mod krop, hånd i hånd, tæt eller med afstand – altid med gensidig respekt for hinandens ja`er og nej`er .

OG UDENFOR SKINNEDE MÅNEN og STJERNER KASTEDE STJERNESTØV OVER KROPPENS USKYLD OG MUNDENS SØDME. SÅLEDES ÅNDEDE ALT FRED OG RO PÅ MEMORY LANE, OG SKYTSENGLEN OVER JOMFRUER LUKKEDE SINE ØJNE

Jeg lagde min unge krop i nederste køje og ventede på det usagte. 

Hjertet bankede vildt – der, i det dunkle værelse, uden udsigt til andet end vinduets omrids i mørket og DET, der om lidt skulle ske, og som ingen med et svagt nej kunne forhindre.

DET alle vidste, hvad var, men ikke kendte omfanget og dybden af.

DET som var lige så frygtindgydende, som det var tiltalende, fristende, hemmeligt og omgærdet med mystik.

For det var dengang, verdens brutalitet og voldsomhed var afgrænset af kun én tv-kanal. Hvor ingen nysgerrige blikke offentligt kunne følge med i unge teenagers gøren og laden og ingen unge havde mulighed for at plastre udfordrende selfies på deres profil, få offentliggjort ondsindede beskeder eller udstillet et ømt øjeblik på face-book.  

Og selvfølgelig var der masser af både sladder – og kys der havnede på forkerte læber på Memory Lane, og stadig kunne jeg ligge fredeligt på den gule sofa i stuen og spise chips, fordi mor ikke anede hvordan – eller om hun turde, burde eller skulle – spørge til DET.

Der var altid tid til stilhed på Memory Lane.

Plads til at svømme væk i Mit Livs Novelle og Romanbladet.

Plads til sværmeriske drømme om mulige kys.

 

OG NOGLE FANDT TIDLIGERE KONTAKTEN TIL SKØDET END ANDRE, med risiko for at blive dømt som lette på tråden. Hviskende stemplet af de fyre, der gjorde flittigt brug af deres skød. Af os, de kedelige og pæne piger med endnu kun spirende kroppe, der enten ikke var parate, eller instinktivt værnede om skødets kraft og visdom – og historien om, hvordan en pige helst skulle være.

Således dømte vi hinanden – både drengene og de pæne og mindre pæne piger på Memory Lane og fortsatte generationers domme og fordomme. Af uvidenhed og frygt for at være én af DEM, vi var opdraget til at tage afstand til.

Uvidende om sindets skrøbelighed og længsler. Om overbevisninger, mønstre og nedarvet DNA

Og samtidig var der noget inde i mig, der ønskede, at jeg turde være lidt som DEM, de uartige, de frække. Dem på side 9 i Ekstrabladet og Ugens rapport, som ingen læste, og alle kendte til.  For bag sløret af  min unge kyskhed –  voksede en begyndende længsel. En hvisken efter at blive set og undersøgt. En længsel, jeg endnu havde svært ved at sætte ord på, og som så let kunne gøres til noget, den ikke var. En længsel, der skulle have lov at vokse sig færdig, til jeg var parat til at træde ind i mine nye kvindelighed. 

DET KUNNE OVERSTÅS PÅ ET ØJEBLIK, LOVEDE VENINDEN, der kendte alt til mørkets lege og stillinger,  jeg hverken var parat eller havde lyst til at sætte mig ind i.

Og skytsenglen over jomfruerne på Memory Lane indså, at hun intet kunne hamle op mod gruppe-pressets konsekvens, da veninden lod den sidste og afgørende trumf falde: ”Du er nødt til at gøre DET. Ellers vil han ikke længere være kæreste med dig.

Derfor lå jeg nu der i mørket, skræmt af uvisheden og med et hobetal af små nej`er strøet ud -som usynlige stikkende tidsler over hele min unge krop, mens jeg ventede på DET og ham.

JEG FORNEMMEDE TYDELIGT HANS USIKKERHED, DA HAN SKULLE EKSEKVERE DOMMEN 

over min jomfruelige skæbne på de få minutter, vi havde til rådighed. Hvad vidste vi begge om sindets skrøbelighed.

Om konsekvenser af samme.

Hvad vidste jeg om, hvad der foregik i hans hoved, hans tanker – her lige før han skulle bryde sejlet. Hvad havde han fået med sig hjemmefra – udover et kondom.   

Måske var det omsorgen for mig, der instinktivt fik ham til at tøve et kort sekund, inden han smertefuldt gennembrød mit unge skøds hellige sejl, og efterlod mig i en tom tilstand, uden sammenligning med Romanbladets sygeplejersker og standhaftige klippefaste godsejere. Hvilken skuffelse og ja – følelse af  fornedrelse.

Og inde i stuen lo veninden og hendes kæreste, mens livet vævede gordiske knuder og skytsenglen for jomfruer kyssede hjertets uskyld et sidste farvel. 

Tavse lå vi der side om side. To ensomme skikkelser forlist i den mørke havn. Endnu mere forlegne og fremmede end inden, vi havde ligget krop mod krop. 

Hvad skulle jeg sige. Jeg der ikke engang formåede at ære mit helligste, mig selv- og stå ved mit nej, til jeg havde lyst til at sige ja.

Jeg børstede de stikkende tidsler af mit ømme skød og pressede fornedrelsen ned i de blå cowboyjeans, og han skammen i sine.

DER VIL ALTID VÆRE EN FØRSTE OG EN SIDSTE GANG OG INDIMELLEM MÅSKE FOR MANGE JA´ER.

Vi kan dvæle ved fortiden og miste nuet. Lade fortidens oplevelser af skam og skyld løbe om hjørner med os, og miste glæden og lysten.

Til vi forstår og fortidens smerte transformeres til diamantens klarhed, og vi indser, at der intet er at tilgive, men alt at forstå. At ingen på Memory Lane ønskede hinanden ondt. At vi blot var unge med svage ja`er og nej`er. Uvidende som unge i generationer før os havde været det; Fordi vi endnu ikke havde skabt vores eget sikre  fundament, og lært at lytte til, hvad der føltes trygt og rigtigt, så hvert et ja, der skulle have været et nej, blev grebet inden det forlod vores tunge. Så tvivlen blev forvandlet til tilliden til sig selv.

Så hvordan skulle jeg kunne bebrejde ham, han ikke så frygten i mit blik, når mine øjne var lukkede.

Bebrejde ham min sårbarhed, når også hans sjæl blødte, fanget i skyld og skam og ungdommens svage nej`er.

Bebrejde ham, han ikke vidste bedre, når jeg selv havde mistet kontakten til min sjæl, og heller ikke vidste, hvordan vi skulle betræde rummet for dette første hellige møde.

DET VAR TID. 

Tid til at kaste lys over Memory Lane. Tid til at hæfte løse ender og løsne gordiske knuder, så sødmen fandt sin plads på mundens læber.  

For mit indre blik tændte jeg himlens stjerner over Memory Lane. Og stjernestøvet dalede let over køjesengen i det dunkle værelse og dannede et hjerte ved det åbne vindue. Og skytsenglen for unge jomfruer smilede og tog en bid af livets flødeskumskage. Ja, selv månen nikkede tilfreds og sendte sit lys ind i hvert et ydre som hvert et indre hjerterum, der måtte ligge i mørke, så hver en jomfru kunne føle sig set og elsket.

Med ønsket om at du må gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig