Jeg elsker at tude til en god film og hører til dem, der så snart brudeparret går ned ad kirkegulvet foreviget for Gud og gæster, må pudse næse og tørre øjne- også selvom det er på film.

Jeg ved jo så udmærket, at brudeparret blot er to skuespillere, der højst sandsynligt har tjent kassen, på at vandre ned ad en fotoshoppet rød kirkeløber, præcis som kirken er ikke eksisterende, som hver en tåre og følelse er manipuleret.
Det hele er F A K E, tårer, kirkeløber – jeg ved det- ren og skær følelsespornografi.

Så hvorfor hengive sig til falske kys og kram.

Måske brænder spørgsmålet også i dig.
Hvad får os til at hengive os til noget ikke eksisterende?

Fordi det minder os om noget, vi også indeholder.
Noget der længes i os efter at udleves, men som sidder fast oppe i hovedet, i tv`et, i drømmene om mulighedernes eventyrlige liv – hvis bare virkeligheden var som på film.
Mit bud er derfor, at filmens verden giver dig og mig mulighed for at udleve vores følelser.

I to timer kan vi få forløst ophobet fortvivlelse, vi kan le uden at føle os dumme, og vi kan hengive os totalt til den kærlighed, det kan være så svært at hengive sig til i det daglige.

Sammenrullet i sofaen under et blødt tæppe med alle vores stimulanser i nærheden og i trygge omgivelser, foran tv`et eller ipaden, kan vi give slip og gå i opløsning. Befriet for at skulle lade som om, kan vi lade mascaraen løbe i sorte striber ned ad kinderne, mens vi hengiver os til hele følelsesregistret.

Derfor gør vi det.

Måske du har et bedre bud? End at vi her har en storslået legitim mulighed for at komme i kontakt med os selv og vores (til tider fortabte/ lukkede) hjerte.

Som kvinder kan vi ikke tåle at miste kontakten til hjertet.

Jeg udtaler mig med vilje ikke om, hvad mænd kan, for een af forskellene på mænd og kvinder er, at kvinder er vant til at give.

Vores kroppe er skabt til at skabe og give liv til små sjæle. Vi kan lide at give, vi har brug for at give, og vi har brug for at vores hjertebæger hele tiden fyldes op. Ellers øser vi af et tomt bæger, som hvis vi lånte penge ud fra en tom pung. Eet er at det er umuligt, et andet er- at vi som kvinder ikke kan tåle det i længden.

Derfor søger vi (tror jeg) instinktivt efter, der kan skabe kontakten til vores hjerte.

Selv i en tid hvor der lægges større fokus på vigtigheden af at være i vores hjerte, glemmer vi det, negligerer det, fordi vi samtidig lever i en tid, hvor det (indirekte) kræves, at vi skal have mange bolde i luften. Og det harmonerer ikke med at være i hjertet.

Selvom vi kvinder er så gode til at multitaske, og det er vi, men hvad har det “kostet” os at have den evne?
Een af priserne er ifølge IT-forsker Michael Paulsen fra syddansk universitet, at vi smadrer vores hjerne med risiko for korttidshukommelse, hvis vi konstant veksler mellem smartphone og undervisning. Udskift ordene smartphone og undervisning til noget, der passer bedre med dit  liv, og måske du vil se et dilemma.

En anden pris – og her bevæger jeg mig måske på farligt og dybt vand ; men er det ikke sådan, at vi kvinder for at overleve i et mandsdomineret samfund har svigtet vores kvindelighed? Og med kvindelighed, mener jeg at følge vores naturlige rytmer og cyklus.
Ifølge indianerne har vi som kvinder behov for perioder med ro og tilbagetrækning, præcis som vi som kvinder naturligt har et mere vekslende humør; ikke at forveksle med “humørsyge”, som ofte kun er forbeholdt de med magt til den slags luksus;

Jeg taler om kvindens normale hormonelle svingninger, hvor meget plads giver du og jeg til dem? Hvor meget ærer vi vores kvindelighed?
Vores værdighed. Knæk første del af ordet og du får “vær dig” og (v)ær dig. Vær dig selv. Ær dig selv.

Så måske skulle vi overveje at pakke stoltheden over at kunne multitaske og holde styr på vores følelser ned i en stor sæk og istedet begynde at lytte til vores hjertes stemme, så vi ikke føler, vi behøver at “stjæle” os tid til at være tilstede i vores følelser og sanser.

Og jeg taler også til mig selv.
For selvom jeg har flere uddannelser og kurser i forståelsen af krop og psyke, glemmer jeg det også. Jeg er så absolut ikke altid tilstede i hverken krop eller hjerte.

Men indimellem sker det. Og så er det fantastisk.

I de øjeblikke er jeg ikke bare i kontakt med mit hjerte, men også med en iboende kraft som selv den mest tåreperserende film ikke kan hamle op med.
Et rum fyldt med inspiration, der forvandler mit tastatur til et klaver, mine fingre til dansende trommestikker, der løbende henover tangenterne forløser melodien, der måtte brænde i mit hjerte.
Det er smukt og så vildt, når det sker, og ikke forbeholdt særligt udvalgte. Det bor i os allesammen, og dermed også dig. Kontakten til din iboende, usynlige kraft, som din sjæl genkender i mødet med den.

Måske endnu en grund til, at vi elsker at hengive os til filmens frirum, men kunsten er at bibeholde kontakten til vores kraft, til vores følelser, også efter filmen er slut og tv`et slukket.
Vi kan kun øve os igen og igen – uden at kræve, at skulle kunne det til et 12- tal.

Selv har jeg en hjerteformet krystal liggende på mit arbejdsbord.
Når jeg taler i telefon med patienterne og hører, jeg er langt mere i hovedet eller alle andre steder end  i hjertet, tager jeg krystallen i min hånd og vender opmærksomheden ind mod mit hjerte.

Tro mig, du kan sagtens træne dig i at være i hjertet. Jo mere du øver dig i at vende opmærksomheden fra hovedet og ned i hjertet, jo  hurtigere opdager du, når du igen er røget ud af  hjertet. 

Og omgås du mindre børn, mærker de det også.

Som min veninde, Anni der i mange år har arbejdet som pædagog fortæller, har hun altid forsøgt at møde børnene fra sit hjerte.
Uanset hun hjalp dem med at løse konflikter, lavede kreative ting eller modtog dem i døren, var hun fuldt bevidst om vigtigheden af at være i hjertet.
Hendes fornemmeste opgave i sit samvær med børnene, og den måde hvorpå vi bliver så autentiske, at børnene ikke behøver at regne ud, hvem vi er.
Det samme gælder for os voksne.

Det er tid for healing af vores hjerter.

Jeg står og går gerne forrest i køen, for jeg har masser, der trænger til at heales.
Og det er ok.
Også at du og jeg ikke er i hjertet hele tiden, for så er vi tilbage ved 12 tallernes præstation.

Lad os være blide ved os selv. Omsorgsfulde.

Lad os give vores erfaring om hjertets visdom videre til vores døtre og sønner, også dem vi ikke selv har givet liv.
Ikke for at vi, når vi omtaler hjertet, skal lyde som højtravende spirituel-svævende mennesker, men fordi det er blevet en så naturlig del af os, at vi ikke længere tænker over det. Når det sker, spredes det som ringe i vande til endnu flere. Uanset det er børn, der spiller rundbold, eller du har en nærværende samtale med din kollega eller arbejdsgiver.

Find dit eget hjerteudtryk. Prøv forskelligt af, undersøg, udforsk, gå på opdagelse.
Hvad åbner dit hjerte? Lukker dit hjerte? Hvad gør dig let? Skal du danse mere, skrive? Hvornår og med hvem mærker du dig selv bedst?Eller mindst? Hvad som helst dur, så længe du mærker det føles rigtigt i dit hjerte.

Opsøg flere af de øjeblikke, der får dit hjerte til at danse.
Skab dit eget lille hjerte-udforsknings-eventyr. Din egen healing mod ikke bare mere hjertekontakt, men også ærlighed, mod og kraft. For det er gaven, der flyder til os fra det åbne hjerte.

Mærker du indimellem, at nu er du for meget i hovedet, for meget i tankerne, så læg evt. hånden på dit hjerte – bare stille og roligt placer din hånd på dit hjerte, og bring så din opmærksomhed hen på din hånd mens du tager nogle dybe rolige vejrtrækninger – og mærk nu hvordan det føles.

 

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig