Lige før vi drukner – sangen i min flod del 5

Med barnets spontanitet havde jeg begejstret kastet mig – med hovedet først selvfølgelig – ned af vandrutsjebanen, med det resultat at jeg nu befandt mig på bunden af bassinet – fordi jeg ikke kunne svømme.

Siden lærte jeg både at svømme og springe fra vipper, så jeg ikke behøvede min storebror eller andre til at redde mig fra at drukne.

For ser du.
Det er ikke altid, der er nogen i nærheden til at hive dig op fra bunden, eller ud af en ubehagelig situation. 
Nogen gange kan du have begivet dig så langt ud, og på så dybt vand, at du ikke kan forvente andre skal kunne redde dig, uanset det er sådan, det plejer at være.

Det er nu, det gælder om selv at søge op fra bunden.

At du har vænnet dig til at blive reddet, enten fordi du omgiver dig med mennesker, der har valgt at spille rollen som hjælper, mens andre vælger rollen som offer.

Det er ikke din skyld, eller dit ansvar, hvad andre gør, men det er dit ansvar ikke at udnytte andre som redningsvest.

Vil du resignere og synke dybere eller søge opad.
Det er dit valg. Og jeg håber, du valgte det sidste😊

Start da med at kysse dine fejltagelser, og føj dem til listen, der har gjort dig klogere på livet.

For det er i orden, at begå fejl.

Det er, når du begår den samme fejl igen og igen, og forventer andre gang på gang skal hive dig i land, at det er tid at spørge dig selv, om du er ved at udvikle en dårlig vane, det er tid at bryde, så du bliver i stand til at flyde (selv)sikkert i din flod.

Det er nu, det er tid at trække i redningsvesten og tage svømmeundervisning, eller gå til psykolog, hvis det er det, der skal til, for at forhindre dig i at synke så dybt, at du konstant er ved at drukne.

Og som det altid er med livet, så ved vi først, hvad vi har lært, når vi møder det igen, uden at være ved at drukne.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig