Kærligheden til dine indre rum

Hver dag når jeg åbner døren til mit hjem, fyldes jeg af taknemmelighed, og en fredfyldt tilstand af harmoni, som når jeg efter en lang skøn ferie, sætter kufferten i entréen for at gå rundt i hvert et rum og konstatere, at alt er, som da jeg forlod det.

Planterne er blevet vandet, et enkelt blad faldet af ynglingsplanten får et kys og efterlades i skraldespanden, men jeg mærker en lykkefølelse af: yes, jeg er hjemme.

Jeg ærer min lejlighed og dens rum og sørger for, at det der møder mine øjne er smukt.
Jeg arrangerer og dekorerer og flytter rundt. Pynter med blomster for øje og sind, hvis det er det, jeg har lyst til det, mens der er perioder, hvor alt forbliver uændret.

Min første lejlighed var meget traditionel, måske en anelse kedelig, modsat mine næste hjem, der var iklædt farverige puder og smukke tæpper. Der var den sorte periode med indre uro,  over i romantikkens med blomsterranker på væggene, afløst af en kort (indre oprydnings) periode i knækket hvid.
Ubevidst har jeg indrettet mine rum i forhold til min egen indre rejse, og hver gang har jeg tænkt, at nu er alt, som det skal være, indtil mit indre liv igen ændrede sig og genspejlede sig i nye farver og anderledes indretning.

Alle søger vi den gyldne nøgle, der åbner for døren til evig balance.
Men et er alt det, der foregår i vores ydre rum, hvad med vores indre rum og vores krops velbefindende?

Åh, hvor har jeg straffet og hadet min krop for ikke at leve op til iscenesatte behov og idealer. Som jeg har tilsidesat min sjæls vigtighed til fordel for andres. Pudset og poleret mine ydre rum, mens mine indre rum skreg på en opmærksomhed, jeg ikke mestrede at give, fordi ingen havde undervist mig i, at plejen af mit indre var af langt større betydning end plejen af mine ydre omgivelser. Ikke fordi vores mødre ville nægte os retten til selvkærlig omsorg, men heller ikke de var blevet undervist i det.

Af samme grund brugte jeg en ungdoms sommer på at bore blyantspidsen ind i min kind (til min mors store undren) blot med det håb, at jeg når sommeren var ovre, havde erhvervet mig lige så dybe smilehuller som min klassekammerat Anne.

Anne der i mine ungdoms øjne var – og havde alt, jeg ikke var og havde.
Anne med bryster, der kaldte på blikke og kærester, jeg selv ville ønske, jeg havde. Anne der var helt anderledes end mig, og som jeg aldrig ville komme til at ligne, uanset mængden af blyanter jeg stak i kinderne eller rynkede min pande.
For Anne havde panderynker.
Lange vandrette dybe rynker i en alder af bare 16. år. Havde jeg vidst det, jeg i dag ved om meta-sundhed, havde jeg næppe fundet dem så fascinerende, som jeg gjorde. Men dengang vidste jeg ikke bedre og forbandede mit ungdoms ansigt og kløften i hagen, der var det nærmeste, jeg kom et dybt smilehul.

Hvordan forholder det sig med dit indre hjem? Sammenligner du dig selv med andre?

Hvor ofte ærer du dette fantastiske hylster, vi kalder en krop, og som tjener dig dag efter dag, uanset du taler ned til den – måler, vejer, og nedgør den. Uanset hvad du tilbyder den af mangel på velvære eller kost, smøger, alkohol og medicin – eller måske endda euforiserende stoffer, så forsøger den konstant at rette op på den ubalance, der måtte være i dig.
Denne krop med billioner af intelligente celler, der kan fornemme hver en vibration i dit følelsesliv, uanset du udtaler dem i ord eller i kropslige sammentrækninger.
Hvordan behandler du egentlig dig selv. Måske har du allerede tænkt over det op til flere gange, og bare ikke nået længere end til tanken, og ellers er sommeren en god tid at starte i.

Din krop er som et smukt slot fyldt med rum, nogle måske endda så hemmelige, at du ikke er bevidst om deres eksistens, andre tør du måske ikke opsøge, fordi du ved, det er forbundet med stor smerte at træde ind i dem.
Hvad enten de ligger i mørke eller i lys, er de tilstede i din underbevidsthed.

Hvornår betrådte du sidst tit selvkærlighedens rum modsat mindreværdets rum? 

At smøre dig omhyggeligt og blidt ind i gode olier og cremer, mens du samtidig taler kærligt til dig selv kan læres uanset alder, skønt det måske føles både grænseoverskridende og akavet.

Se sådan på det; dine første skridt i livet var også usikre og indimellem faldt du, men det forhindrede dig aldrig i at blive ved med at øve dig, vel? Så vær gavmild overfor dig selv, for det er her al kærlighed starter. Med dig selv.

Overlad ikke kun synet af din krop til andres bedømmelse, og slet ikke hvis de taler nedsættende om din krop. Tag selv ansvaret for din krops udseende og velbefindende.
Accepter at nye vaner tager tid, og altid starter med en intention og et realistisk mål. Lad være at stil dig foran spejlet med det samme, hvis du i forvejen ved, du hader synet af din krop.
Lav istedet din egen plan og tænk hellere over med hvilken kærlighedsfrekvens, du møder din krop. Det er helt i orden at starte med blot at smøre din krop ind, for siden at tænke pænt om dig selv, til måske at kunne udtale ordene højt. Giv dig selv den tid,  du har brug for. Måske ender det med at du kommer til at holde af dit eget spejlbillede uanset størrelsen.

Det dur altså ikke at sulte en krop, der er bygget til at veje 70 kg ned til en str.34, præcis som alle os med bryster i str A-skåle, ikke kan forvente en større barm, medmindre vi er villige til at lade os operere.

Hvad ville det betyde for dig at holde af dig selv og din krop?

Giv dig god tid til at reflektere over spørgsmålet. Alt for tit japper vi over det væsentlige for at komme hurtigt i mål, men du kommer ikke i mål ved at sjuske eller sjusse dig frem. Mærk. Føl. Giv dig tid, og vær realistisk.
Det skaber de bedste forudsætninger for succes.

Måske bærer din krop tydelige tegn efter at have båret en lille sjæl eller flere, og alderen kan have gjort dit bindevæv løsere.
Hvad end du er utilfreds med, kan der gøres noget ved det, så gør det – i stedet for at beklage dig.
Ændr din kost, hvis det er der, der skal sættes ind, motioner, gør noget af alt det, der forøger dit velvære og selvfredshed. At ære og værdsætte dig selv og din krop er en af de største gaver, du kan give dine døtre. Og har du børnebørn, er gaven ikke ringere, for evnen til selvkærlighed starter i barndommen, og børnebørnene spejler sig også i deres bedstemødre.

Så ryst støvet og skam og skyld fri af din smukke krop og spørg dig selv.

Er det tid til en hovedrengøring af mine indre rum?

Forårsrengøring eller hovedrengøring, som det hed i min barndom, når mor hev vandspanden og kludene frem og stuerne tømt for møbler.
Alt blev hevet frem fra mørke gemmer og ind i lyset, hvor det blev poleret og olieret, vurderet og sorteret, mens min mor selv gennemgik en større indre rengøring, der som oftest fremkaldte flere dages migræner.

Men de havde fat i noget- datidens kvinder, selvom de fleste nok ville have ønsket, de kunne have betalt sig fra hovedrengøringen eller de havde kendt til begrebet indre arbejde.

Hvis vi vil i dybden, må vi hive alt ud fra mørket. Ikke nødvendigvis på een gang, men gradvis må vi undersøge vores indre rum, og turde lade det træde frem i lyset i al sin nøgenhed.
Uanset det er skylden og skammens rum. Angsten rum. Eller du ikke tør være alene i kærlighedens rum, og derfor altid sørger for at være i et forhold, kan det være værd at undersøge, hvordan det er at leve alene.

” I dit indre har du et stille tilflugtssted, hvor du til enhver tid kan gå ind og være hjemme hos dig selv,” sagde Hermann Hesse.

Gør dit indre slot til et dejligt sted at opholde sig.
Du og jeg har ansvaret for vores slot. Vi kan lukke døren til vores indre rum, eller vi kan åbne og dekorere hvert et rum med blomster.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig