Kender du det, at du kan genkende dig selv i andres livshistorie.
Små fragmenter, hvor du tænker- det kunne være mig.
Lige præcis det der, har jeg oplevet.
Lige præcis sådan har jeg tænkt og følt.
Efterfulgt af lettelse, over at der er andre, der handler som dig, tænker som dig, at du måske alligevel ikke er forkert.

Åh nej, du er så absolut ikke forkert.

Du er bare hoppet på ideen om, at hvis veninderne eller kollegaerne i din omgangskreds:
bager, sylter, laver varm mad hver aften og helst sammen med manden/kæresten, snakker politik, ser dybsindige udsendelser, træner 3 gange ugentlig i fitness-centret – – eller cykelklubben, strikker, syr, rejser – selvfølgelig flere gange årligt, eller har adgang til den skønneste ødegård i Sverige nær fantastiske loppefund, som de senere sælger til det dobbelte af, hvad de har givet – så er du nødt til at gøre det samme, eller bare lidt af det, eller i det mindste give udtryk for at have en snert af de samme interesser.
Og det samme gælder alle de, der synes lidt mere spirituelle end du, med adgang til en verden din skønne sjæl endnu ikke har set skyggen af.

Men du er ok. Tro mig. Fuldstændig og aldeles ok.

Er det ikke forunderligt, sørgeligt og ja, lidt tragisk er det vel også, at så mange kvinder, og sikkert også mænd, har overbevist sig selv om, at de er forkerte.
At vi, hvis vi ikke synes, opfører os eller lever som vores kollegaer, som vennerne eller resten af det store fællesskab, da er der noget ved os, der ikke er helt rigtigt. Noget vi burde ændre ellers da skjule, så ingen får øje på det.
Fremfor at se det, som at du tilfører verden noget.

Så mange gange har jeg selv i min ungdom ønsket at være en anden, mere klog, smukkere, end de der synes, at vide og kunne meget mere end jeg.
Jeg har misundt andre deres kløgt og visdom, deres held i livet og forsøgt at skjule min egen indbildte manglende intelligens
Så ofte har jeg følt mig ved siden af mig selv, set ned på mig selv, undervurderet mig selv- en outsider, blandt høje IQ`er med tilsvarende intelligente holdninger.
Som ung stemte jeg SF, fordi kæresten gjorde det, senere skiftede jeg både kæreste og parti, uden at ane en klap om politik, til gengæld en erfaring klogere i kærlighed 🙂

Jeg har hørt mig tale som en anden, uden at kende dybden af mine ord og jeg har levet efter værdier i uoverensstemmelse med min sjæl.

Jeg har svigtet mig selv. Nedgjort mig selv for at føle mig værd at elske, accepteret urimeligheder og selv været urimelig.

Men på et tidspunkt blev det nok. Jeg husker ikke præcis dagen, måske havde jeg bare nedgjort mig selv så meget, at det var svært at se mig selv i spejlet, eller måske var det den dag, hvor jeg fik tilbudt jobbet som brevkasseredaktør, fordi “det da vist lige var mig”. Dilemmaet var bare, at jeg ikke skulle svare som mig, men som redaktøren – der var mand, synes jeg skulle svare.
Jeg tror, det var sådan cirka der, det stoppede for alvor.
Nedværdigelsen af mig selv.

Istedet indså, at jeg som du er er lidt af alle, og dog så fuldstændig mig selv- blot i en anden forklædning end du, lever jeg i mit slot fyldt med rum til hver en følelse. Tunge som lette, er de der allesammen.
Tvivleren, glæden, optimisten, romantikeren der indimellem mangler plads, fordi såretheden også fylder. Og frygten- ja, selv den har sit eget private gæsteværelse ,

Det allerbedst er, at det er os selv – dig og mig, der har nøglen til alle rummene, og derfor også selv kan beslutte os for, hvor tit vil vil opholde os i dem

Hvordan har vi dog nogensinde kunne tro og bilde os ind, at vi er mindre end fantastiske.
Lad os nu stå ved os selv, være os selv uden at forstille os, uden at føle os hverken mer- eller mindreværdige. For når man finder sig selv, virkelig finder hjem, bliver man sgu så taknemmelig, som min kære veninde Anni siger.
Så skulle vi nu ikke tage og træffe beslutningen om, at vi fremover vil stå ved os selv.

Også selvom andre synes det ville være dejligt, hvis vi var blødere, mere føjelige og mindre besværlige, så vi passer bedre ind i deres historie.