• Hun ruller ærmet op og jeg ser beundrende på ranken af hvide blomster, der uskyldigt slynger sig op af hendes arm.
    Et symbol på frihed i landet, hendes far kommer fra. En far hvis kærlighed hun sjældent har mødt, og måske netop derfor har søgt i en kæreste.

Så stærk og fuld af kraft er hans kærlighed, at den en dag knuste flere af hendes ribben.

De fint optegnede bryn løfter sig blot en anelse, mens hun inviterer mig ind i sit hemmelige land af vold og stoffer.
De brune ben ligger elegant over kors og den nedringede bluse afslører lokkende og samtidig anstændigt en yppig barm på en kvinde, der ligner alt andet end et offer.
Som hun sidder der med sine nøddebrune øjne og det lange mørke hår smukt bølgende over det ene bryst, ligner hun enhver anden ung kvinde med håb og drømme om en fremtid lysere end i dag.

Og hun har en plan.

En plan som kan synes uholdbar for andre, men som giver hende troen på, at hun kan forandre sit liv.
Stærk i sin skrøbelighed, har hun indset, at skal hun nogensinde få opfyldt sine drømme om uddannelse og smukke tasker, da må hun indtil videre føje sig og bøje sig for slagene og den kendsgerning at uden ham, har og er hun intet.

Han er hendes eneste familie.
En erstatning for for de venner og veninder, hun aldrig har fået.

Åndehullet da hun igennem flere år passede sin syge mor.

Skulderen hun kunne læne sig op af – da moren døde.
Han er hendes redningsplanke som forsørger, og måske er der også kærlighed mellem imellem dem.

For han er ikke kun voldsom, fortæller hun, indimellem er han også kærlig, og måske er det disse øjeblikkes ømhed, der er limen i deres kærlighed. Eller måske er det vanen og frygten for at være alene. Eller fordi han betaler hendes husleje, så hun stadig har råd til at købe de stoffer, der hver dag flyder i hendes blod og celler.
Jeg ved det ikke, jeg kan kun lytte til ordene,

“Du kender ikke halvdelen af de stoffer, jeg har taget,” smiler hun blidt, mens det røde blod flyder og fylder de slanke reagensglas, og stoffer med forbogstaver som M`er og X`er – mixet på kryds og tværs, løber over de smukke læber for at gemme sig i laboratoriets vægge og aldrig nå hendes journal.

“Jeg vil jo gerne have børn engang,” siger hun, “og så kan jeg ikke have sådan noget stående i min journal, vel? ”

Og vi griner begge af bemærkningen, der både er tragisk og sand,  og sagt i et øjebliks letsindighed, for hun er normalt varsom med at være for åbenmundet.

Alligevel må jeg gerne videregive hendes historie, og måske er det tanken om, at hendes historie kan gøre en forskel, der tænder lyset i de brune øjne og får hende til at blive eftertænksom.

Måske en dag – ude i fremtiden, når hun har fundet roen og modet , vil hun kunne vejlede andre. Hun dvæler lidt ved tanken, og stikker folderne om den vold og afhængighed, der har lige så mange ansigter og udtryksformer som forbogstaverne i de stoffer hun tager ned i den fine Louis Vuitton taske.

Og mens ranken af de hvide blomster, der uskyldigt slynger sig op af hendes arm igen gemmer sig i ærmet, smiler vi til hinanden, velvidende at vi begge ved, at hun har valgt at gå en omvej i længslen efter at finde hjem.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent

Lea Wiese Gosvig