Det har ofte slået mig, hvor svært det er for os mennesker at håndtere følelser. Ikke bare vore egne – men også andres følelser, og allersværest kan det være at rumme følelserne fra de, vi tilbringer flest af vores vågne timer sammen med.

Jeg kender selv til- og hører om kvinder med stor baggrundsviden og psykologisk indsigt, der behandler kollegaer og deres nærmeste langt mindre kærligt og forstående, end de ville behandle selv en fjern bekendt, eller de selv ville ønske at blive behandlet.

Ikke af ond vilje, blot fordi det er muligt, og så meget lettere at afreagere på et menneske, vi føler os hævet over – end et menneske, vi respekterer på lige fod med os selv, eller måske endda føler os underdanige i forhold til.

Hvad er det for en drivkraft, der får os mennesker til instinktivt at påføre andre smerte.

Og inden vi dømmer nogen, er vi selvfølgelig lige nødt til at se på, hvordan vi selv gebærder os i livet.

Er du den, du viser verden, eller bor der også en lille trold inde i dig. En lille vred, såret trold, der længes efter kærlighed og omsorg, men ikke helt ved, hvordan den skal få det. Alle disse indestængte og indebrændte følelser af smerte og savn, der indimellem presser på for at blive sluppet løs, og derfor kommer ud i små raserianfald, spydige bemærkninger eller sådan som trolden lige i det nu, kan finde ud af at udtrykke sin afmagt. Og når det sker, er det så ikke præcis hos dem, hvor du føler dig allermest tryg, at du raser og regerer, og bare ønsker at nogen ville komme og holde om din indre trold.
Vi har alle en lille – eller en stor trold indeni eller måske flere siddende på skuldrene.
Gudskelov er det kun dem, der kommer helt tæt på os, der kan se dem, måske netop derfor er der så få trolde, der træder frem på face-book opdateringer.
For det er nok de færreste, der har lyst eller selverkendelse nok til at vedkende sig dette mønster, men det gør det ikke mindre nedværdigende for det menneske, der udsættes for det.

Men også det er et mønster, der kalder på spørgsmålet: Hvorfor?

Med hvilken ret, ignorerer vi andre, taler ned til andre?
Og hvorfor finder vi os i det?

Det er jo ikke, fordi vi ønsker at behandle andre dårligt.
De fleste af os ønsker at være omsorgsfulde, varme, passionerede mennesker, så hvad er det, der sker, når alle de gode intentioner forsvinder, og vi forfalder til vrede, had, måske misundelse, eller smålighed, måske efterfulgt af ord, der ikke bare smerter et andet menneske, men også os selv, fordi vi skal leve med konsekvenserne af vores ord.

For når først ordene er løbet over vores læber, kan de ikke løbe tilbage..

Det handler bl.a om respekt. Respekt for andre, og vores egen manglende selvrespekt. Ellers ville vi aldrig udsætte andre eller os selv for den smerte.

Og kærligheden.
Kærligheden til os selv – som kærligheden og omsorgen til andre.
Selvom vi nok så mange gange står foran spejlet, og øver os i at elske os selv, er det ikke sikkert, vi kan- eller er parate til at tage kærligheden ind. Og har vi ikke nok selvværd til at elske/holde af os selv, hvordan skal vi da kunne holde af andre. Selvom vi hellere fornægter og benægter, at det er sådan, det forholder sig – for at undgå at se trolden og smerten i øjnene.

For det er bare ikke særlig fedt at måtte erkende, at man i en alder af 50 – eller mere, stadig hænger fast i barndommens traumer.
Det er ikke bare meget LIDT fedt, det er NÆSTEN ikke til at bære, og måske netop derfor, påfører – og overfører vi vores egen smerte til andre.
Ganske ubevidst i bedste fald- i værste fald, bare fordi det er muligt.

En kvinde fortalte mig engang, at da hun efter et mangeårigt ægteskab spurgte sin mand, hvorfor han havde behandlet hende mindre end pænt, havde han svaret. “Fordi det var muligt. Fordi du tillod det.”
Kvinden forlod ham senere, hvilket han aldrig tilgav hende.

At noget er muligt, kan aldrig gøre det acceptabelt, at behandle andre nedværdigende, og i længden, vil du miste vedkommendes respekt.

Så skulle du have formået at sætte dig i en magtposition i forhold til et andet menneske, giver det dig altså så absolut ingen ret til at overfuse vedkommende, uanset mængden af sårede trolde, du måtte bære i dig. Præcis som du heller ikke behøver at acceptere eller finde dig i selv at blive udsat for en respektløs adfærd. Hverken af arbejdsgivere, kærester eller en hvilken som helst anden person.

Voldsomme overgreb og incest og lignende oplevelser, vil jeg slet ikke komme ind på, for det er noget ganske, ganske andet og bør have et helt eget indlæg.

Jeg taler om dig og om mig og om resten af alle de kvinder (og selvfølgelig mænd også), der bærer rundt på en zunami af følelser, fordi de som børn har følt sig svigtet, afvist, såret og udsat for alt det, der ikke skaber sunde voksne.
Og det er ikke en undskyldning eller bortforklaring for uhensigtsmæssig adfærd, eller for de forældre, der ikke evnede eller magtede at give deres børn, den kærlige næring som børn har behov for.

For vi jo godt, at alle børn har behov for at føle sig sikre, betydningsfulde, elsket og med respekt for, netop deres måde at gro på.
En respekt, der gør at de selv senere har lettere ved at respektere andre.

Derfor har jeg også ret til at være vred, såret, skuffet, tænker du måske nu. Og det har du. Du har al mulig ret, men har det hjulpet dig at have denne ret?
Har det gjort dig mere glad. Mere lykkelig?

Og tøver du nu blot et øjeblik, så klap dig selv på den ene skulder, og giv et kærligt farvel-kys til tyranen, tvivleren og alle frygtens børn og troldeunger, der i så mange år har opholdt sig på din anden skulder og holdt dig væk fra dit eget smukke jeg.
Forvent ikke, de flytter sig lige med det samme, jo flere år, de har siddet og lunet sig på din skulder, jo sværere kan de være at ryste af.
Det kan tage år for en barnesjæl at komme sig over svigt, men hvis vi vil videre i vores liv, er vi nødt til at øve os i at bevæge os videre.

Vi er nødt til at ryste – og ruste os, hvis vi vil vokse ud af barndommens greb.

Og ja, det kræver mod handlekraft og masser af viljestyrke af komme videre.
Men uanset du har haft den mest forfærdelige barndom, kan du hver dag træffe et bevidst valg om, at behandle andre bedre, end du selv er blevet det. Du om nogen kender jo smerten, ved ikke at blive anerkendt for din sjæl, at blive mobbet, ignoreret, talt ned til, eller slet ikke talt til. Eller rullende øjne, når du fortæller din historie.
Det er ikke ok, hverken når andre gør det, du gør det, eller jeg gør det.

Og igen må vi vende vores strittende pegefinger mod os selv, hvis vi tør.
For vi har alle gjort det, forhåbentlig ikke det hele, men alle har vi udtalt spydige ord, rullet med øjnene eller vi har bagtalt en eller anden.
Alle har vi slukket lyset i et par øjne, der ellers ville stråle.
Så stærke er vi. Så meget power besidder vores ord og væremåde.

Men ingen sjæl kan i længden tåle ondskab.
Så lad os nu istedet bruge vores styrke på det gode i livet.
Kun du og jeg kan vælge, hvilken forandring der skal til, for at vi får et lykkeligere liv.
Og indebærer det, at vi må hive sløret for øjnene væk og sige farvel til nogle mennesker i vores liv, eller en ikke længere brugbar og holdbar livstil, så er det måske det, der skal til, for at vi finder ind til den smukke sjæl, der gemmer sig i sit skjul.
Muligheden er jo også, at vi i en periode kan gå i tænkeboks, men helt ærligt – har vi ikke snart tænkt, og læst rigeligt af bøger.

Er det ikke tid at handle. Nu.

Og ja, at beslutte sig for at droppe alle de gamle slidte undskyldninger og selv tage ansvar, kan være angstprovokerende.
Meditation kan give ro, ligesom jeg har oplevet, hvordan mine mindfulness-kursister har haft stor udbytte af, at meditere på ord, som fx svigt og frygt og mærke den følelsesmæssige betydning ordet havde for dem.
Du behøver ikke tilmelde dig kurser for at gøre det samme.
Du kan blot vælge et stille øjeblik, luk så øjnene og giv ordene plads til at mærkes i dig.

For det er i forståelsen af hinanden, af os selv, af alle vores trolde og det faktum, at vi har arvet vores forældres handlemønstre – ifølge indiansk visdom igennem 7 generationer – (ja, du læste rigtigt SYV generationer), og det er i tilgivelsen af os selv og alle de, vi har følt os såret af, at vi kan løfte os – at vi kan tage ansvar, og at vi kan tilgive..

Og ved ordet tilgivelse, forstår jeg godt, hvis du sukker.
Det tog mig mange år at tilgive en nærtstående sjæl.
Og jeg husker tydeligt, dagen det skete. Samtalen der forklarede og forløste, så jeg forstod og kunne tilgive. Og lettelsen bagefter, ikke lige straks, for det kræver så sandelg tilvænning at give slip på vores gamle mønstre og overbevisninger om hinanden.

I tilgivelsen ligger ikke accepten af det skete, ikke en bortforklaring – men en forklaring. En forståelse af hvorfor.

Sådan var det for mig, det kan være helt anderledes for dig, men en mulighed, du kan give en stille tanke. At tilgive, levende som død, måske blot mærke tilgivelsen til vedkommende inde i dig selv , så du kan komme videre. Og måske har også du i uvidenhed foretaget dig noget, du kunne have behov for at få tilgivelse eller forståelse for.
Måske kan det være nok i et stykke tid hver dag at sige, jeg slipper dig fri, om et menneske, du ønsker at tilgive, for det er det, det handler om, at sætte fri. Dig selv og den anden.

Det har taget lang tid for forskningen at erkende, hvordan livet og vi alle hænger sammen.
At vi ikke er vores følelser og tanker er stadig et nyt og anderledes begreb for mange, og der er lang vej – og sikkert mange bud endnu, før vi forstår, hvem vi virkelig er.

Uanset hvad vi når frem til- har vi hver dag muligheden for at vokse. Med mulighed for at lukke eller åbne nye døre.

Et klik fra en dør kan forvandle liv, og er døren først smækket, kan den være svær at åbne igen, men måske er det netop det, der er brug for. At smække døren for at åbne en ny.

Valget og ansvaret er dit.

Lea Wiese Gosvig