EN LIVSNOVELLE fra et kvindeliv.

DET ER JO BARE ET FORSINKET UNGDOMSOPRØR havde han sagt, da hun endnu engang – stille men fast, stod ved sin mening.

Indrømmet.
Et øjeblik havde hun vaklet, præcis som jeg selv, da jeg år tidligere havde stået overfor samme sætning.

DET ER JO BARE ET FORSINKET UNGDOMSOPRØR.

SOM NÅR VINTERFØDDER FØRSTE GANG TRÆDER UD OG FINDER FODFÆSTE I DET BRÆNDENDE SAND, havde vi begge et splitsekund – mest lyst til at springe tilbage. Vende om. Væk fra lyset, blødheden og varmen. Fra frygten for at være dem, vi var groet til at være.

For var det bare det, det handlede om?
Et forsinket ungdomsoprør.

Eller var det snarere det faktum, at der kommer et tidspunkt, hvor vi, endelig er parate til at stå ved vores holdning og de behov, vi indtil da har overset- lagt til side, gemt af vejen, for at opfylde andres behov.

IKKE AT HUN FØLTE SIG SOM ET OFFER, sagde hun og jeg nikkede genkendende.

Tanken havde end ikke strejfet hende, for det havde altid faldet hende naturligt at tage sig af andre. Forældrene, veninders problemer, børn, mand, arbejdet, hjemmet.
ALT HVAD DER VAR UDENFOR HENDE SELV og holdt hende beskæftiget fra enhver dybere selvransagelse.

HENDES SJÆL HAVDE VÆNNET SIG TIL IKKE AT BLIVE HØRT.
HENDES KROP TIL AT VÆRE FORSØMT.

Mest af hende selv, var hun nået frem til, for hvordan skulle manden kende hendes behov, når hun ikke selv kendte dem.

KLART MANDEN BLEV FORVIRRET da den usikre unge kvinde han havde giftet sig med, pludselig flagrede rundt som den skønneste selvsikre sommerfugl med meninger og handlekraft og ideer om fremtiden, som ikke længere kun omhandlede ham.

Der stod hun – en flagrende sommerfugl, en gudinde i svøb, der indimellem forsvandt ind på badeværelset og låste døren bag sig i flere timer, mens brusehovedet dansede vandstrålerne over hendes nyudsprungne krop.

I dette nye rum fyldt med sanselighed og duftende cremer, og hænder der uvant og nydelsesfuldt smurte arme og ben, gik det op for hende, hvem og hvad hun også var.
Udover et selvvalgt serviceorgan.

Det var på én gang sanseligt og fyldt med nydelsesfuld egen omsorg – og samtidig skræmmende, for det gik op for hende, at hun lige nu blot havde åbnet den første af mange døre, der alle førte til nye opdagelser af hendes indre rum.

OG HAN – HVAD SKULLE ELLER KUNNE HAN STILLE OP? Spurgte han sig selv og vennerne der hovedrystende fulgte med fra siden
DET VAR IKKE BARE SKRÆMMENDE, det var direkte angstprovokerende, så er der noget at sige til, at han gjorde det, han kendte bedst.
Pustede sig op for ikke at lade sig slå ud over angsten for at miste.

Hun lo blot kærligt – måske endda lidt forførerisk lovende, tænkte han det korte øjeblik, det tog hende elegant at smække låget i på den let pakkede week-end kuffert.

Så hvad kunne jeg gøre andet end at følge efter? Spurgte han senere smilende vennerne.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent. Lea Wiese Gosvig <3

#room2grow.dk #poetry and #stories#reflection#liveauthentic#female#journey#innerpeace#