Jeg vandrer og vandrer
længere og længere
– forbi bænke og blomster
og forbipasserende
hjerter
der
måske
længes efter at blive opdaget
og åbnet
som vinduerne
langs gaden
der står på klem
og blot holdes fast
af en enkelt haspe
der så let som ingenting
kan knipses af sin krog
og åbenbare ukendte rum
aldrig tidligere set
– hvem ved
måske endda hemmelige
aldrig udtalte drømme
og håb
og behov
måske
for tilgivelse
og forståelse
trækker vejret
her
– blot et haspeløft fra omverdenen
og kærligheden
– den må vi ikke glemme
lever- og udleves også
på den måde
den har fundet
– eller fået sin plads
bag disse vinduer
i disse mennesker
der fanger
– eller ikke fanger
mit nærvær
mens jeg passerer gaden
og vandrer
længere og længere
ind i hjertet
af byens sjæl
der selv på regnvejrsdage
står til rådighed
med duft af sødmefyldte parfumer
og læber
der drikker kys
og varme
cappucinoer