” Når alt kommer til alt,” som min kære veninde Anni sagde det forleden,” så er meget af alt det, vi tillægger stor værdi, alligevel ikke noget, vi kan bruge på den anden side,” hvilket er så såre sandt og ganske interessant, med tanke på alt det, vi bekymrer os om, overdramatiser og lader hvile så tungt på vores skuldre.

JEG ER SIKKER PÅ, DET VAR DET, HUN (IND)så– min klassekammerat og veninde fra barndommen. Inden hun svag, men værdig som en dronning, gjorde sig parat til at gå over den bro, hvor hverken kreditorer eller skattevæsenet kan nå dig, hvor pensionsopsparing ikke længere er et issue og arbejdet ikke går forud for dit helbred.

Der hvor alting pludselig står lysende klart uanset brillestyrke, fedtede fingre og glidende overgange.

Det var det, vi indimellem snakkede om og begge vidste måtte være sandheden om vores jordiske liv. Skønt ingen af os altid huskede, at sætte vores fødder i lykken, men indimellem også snublede i kærlighedens løkker – vidste vi godt, hvad der var det vigtigste. Og det var ud fra det livssyn, hun prioriterede sin sidste jordiske tid. Med familien.

Og mens min veninde forberedte sig til sin rejse, forlod jeg – inspireret af hendes sygdom og vores samtaler, min arbejdsplads igennem 14 år, fordi jeg indså at hverken de eller jeg havde mere at lære eller give hinanden.

FORSTÅR DU, præcis som vores øjne tilpasser sig vores syn, tilpasses vores tanker til niveauet af vores overbevisninger, og derfor kan du og jeg kun få det, vi tror og kan se, det er muligt at få og op nå, Så vi – når det er vores tur til en dag at gå over broen, kan gøre det med værdighed, fordi vi har levet et liv, hvor vi turde løfte blikket og se livet i øjnene.

Til minde og i taknemmelig til min veninde.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent..

Lea Wiese Gosvig