Jeg havde i længere tid bemærket venneanmodningen, men genkendte ikke personen, der sad der solbrun og smilende med let nedknappet skjorte.

Venlig og nydelig så han ud, men med et hurtigt tjek på venne-listen, kunne jeg konstatere, at vi kun havde én fælles ven.

Fordomsfuld overfor ( ukendte mandlige ) venneanmodninger, kategoriserede jeg ham fluks som én,  der  ville SÆLGE mig noget, eller VAR ude på noget.

Havde jeg mon alligevel ved en fejl accepteret hans venneanmodning? For pludselig tikkede en messenger- besked ind.

”Hej Lea. Hvor morsomt at støde på dig efter så mange år. Aner ikke om du kan huske mig. Ville blot høre, hvordan du har det,” skrev han venligt kærligt og sendte mig gennem hjernens hukommelseslager og flere år tilbage i tidsmaskinen.

TIL DET SPARTANSKE VÆRELSE MED LIGE NØJAGTIG PLADS TIL SENGEN VED VINDUET OG UDSIGT TIL HIMLEN.

Himlen – synlig som metaforisk.

For det var dengang, kyssene var uskyldige, rene og lange – uden begrænsninger og usikker udløbsdato. Dengang vi var tilstede med hinanden uden forventninger om, at den anden skulle udfylde vores indre tomhed og længsel. Uden status over, hvem der fortjente hvad og hvorfor.

UNDER VINDUET PÅ DET SPARTANSKE VÆRELSE, VAR VI TO USKYLDIGE TEENAGERE – letsindige, uden tanke på andet end at give og modtage.

LIGE DER, UNGE OG NAIVE HAVDE VI LYSTEN OG VILLIGHEDEN TIL AT GIVE, modet til at omfavne hinanden, livet og forelskelsen. Håbet og drømmene.

BLØD SOM VELOUREN PÅ MINE BUKSER VAR MIT UNGE HJERTE

indtil jeg lærte om kærlighedens illusioner. Om kasseberegning og målestok for hvem, der har givet eller modtaget mest. Om ubevidste som bevidste forventninger.

HVAD VAR JEG GROET TIL I ALLE DISSE MÅNEDER OG ÅR– FRA USKYLDSREN TEENAGER TIL NU.

Og han. Hvad var han groet til?

Hvilke erfaringer har vi hver især siden høstet i KÆRLIGHEDENS RUM og taget med os videre.

Har vi turde være villige til at lære af både det negative som det positive Til at søge efter helheden, så ingen smerte eller hjertesorg formåede at stivne os, fordi vi forstod, at alt var en læring på vores vej.

Bevarede vi håbet og varmen i vores hjerter?

FOR DER – PÅ DET SPARTANSKE VÆRELSE MED UDSIGT TIL HIMLEN

havde vi været nærværende med ubeskyttede åbne hjerter. Uvidende om begreber som EGO og en iphone ved hånden, levede og groede vi, Uden selfies til at bevare og bevidne øjeblikket.

Måske netop derfor kunne vi være i øjeblikket som det var – i dette nu.

KROP MOD KROP, SJÆL MOD SJÆL.

Uskyldsrent og nysgerrigt smagte vi på livet og hinandens unge læber, mens hans hænder uden krav fandt steder, der ikke tidligere havde været besøgt.

OG INDE I STUEN SAD FORÆLDRENE I TILLID TIL, AT INTET MED STØRRE KONSEKVENS END SENERE KNUSTE HJERTER KUNNE BÆRE, SKETE PÅ DET LILLE SPARTANSKE VÆRELSE MED UDSIGT TIL HIMLEN.

Med ønsket om du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.

Lea Wiese Gosvig