Bag kvindens slør

KVINDER

Jeg har altid været fascineret af kvinder. Skønt – udover min egen krop, aldrig haft tættere kontakt med andre kvindekroppe end de, der fandt vej forbi mit øje, vidste jeg instinktivt som barn, at min mor indeholdt mere, end jeg lige kunne se eller kunne gætte omfanget af, fordi den blev gemt bag et slør af hemmeligheder.

Ikke et fysisk slør, blot en hemmelig verden af tanker og følelser og en krop, hun holdt skjult.

Undtagen i svømmehallen.

Det var her i svømmehallen, jeg så mit snit til at studere den krop, jeg vidste min egen med tiden ville udfolde sig til.
Her i duften af hårvask og klor, kunne mine barneøjne diskret følge kvindealdres vandring og forvandling fra fast til løsere bindevæv.

Her blev ellers skjulte kroppe vist frem og gjort synlige for mit unge blik, der nysgerrigt vandrede fra hår til skød, hvor sæbeulden med hårde tag eller blide roterende bevægelser, gjorde det legitimt at kærtegne sig selv under bruserens rindende stråler.

Afskærmet og dog frit udstillet i hver sin montre, stod de der – datidens kvinder med sæbeuld og smil på læben, mens de hengav sig til øjeblikkets frikvarter og selvnydelse og lod det varme vand blødgøre det ydre som det indre.
Hjemmevant kærtegnede sæbeulden de bløde bryster – og maveskindet der måske engang havde båret på små sjæle og derfor var blevet blødere og måske også rundere skvulpede let, mens sæbeulden i store cirkler masserede det bløde skind og ned til stedet med det uudtalte navn.

For vi talte aldrig om det, mor og jeg.

Kvindernes verden forblev usagt. En hemmelighed på lige fod med min mors hemmelige rum og glasset med de piller, der skulle gøre hendes dag lettere.

Måske delte hun det svære med veninderne, måske begræd hun sin krops forfald bag den lukkede køkkendør.

I dette rum blandt køkkengryder og hjemmets allerførste køleskab, blev dele af hendes hemmelige verden plejet i mangel af et badeværelse.

Her blev vipper farvet og bryn plukket og streget op. Og indimellem kaldte hun på mig, min mor – og inviterede mig ud i sit hellige rum, hvor jeg lykkelig over øjeblikkets intimitet bøjede mit ansigt ned over vaskebaljen, mens hendes hænder skrubbede og masserede og vaskede mit hår for tilsidst at lade blomstrede vandkander tømme øl og eddikevand ud over det, så det blev ligeså blødt som mit hjerte.

I dette lykkelige øjeblik, elskede jeg min mor, og vi smilede til hinanden og delte rummet af kvindelighed, mens mor permanentede mit hår og klippede det i skrækkelige frisurer.
Og fordi jeg elskede dette rum af nærvær, bed jeg smerten over timelange stramme pappelotter og udsigten til drillerier i mig, blot for at kunne opholde mig længst mulig tid i dette rum af kvindelighed.

Undtagen når vi rejste.

Da glemte hun- denne første kvindelige læremester i mit liv- alt om hemmeligheder og fordomme og hæmninger og sprang ud i lyserøde mammelukker og laksefarvede korsager og underkjoler indkøbt af min far og givet som kærlighedsgaver på højtidelige dage.
Det var i disse ferier fyldt med lethed og flere poser bolsjer i bilens handskerum, at jeg fik indblik i, hvem min mor også var, inde bag sløret af nedarvet blufærdighed, så jeg genert over det uvante syn fik hjertebanken over al denne kvindelighed, som pludselig vældede frem og tissede på hug i grøftekanter og koket og lattermild lo, da hun blev opdaget af en konvoj af soldater.
Legende og fnisende sprang hun rundt i de norske fjelde i stort set ingenting, migræner forsvandt med himlens skyer, indtil hun igen vendte tilbage til hverdagen og lukkede døren til sit rum.

Jeg fik aldrig den dybe samtale med min mor. Lærte aldrig af hendes hemmeligheder, men jeg lærte, at vi som kvinder kan have behov for et hemmeligt rum, som vi ikke nødvendigvis behøver dele af.

Lea Wiese Gosvig
Foto: Charlotte Tripetti