Jeg lukker mine øjne
og
gribes af øjeblikkets sårbarhed.

Hvor ofte lader jeg mig beruse
af øjeblikkets stilhed?

Hvor ofte forundres jeg ydmygt
over livets uforudsigelighed.
Over hver en roses duft?

Uden at ville forandre,
andet
eller andre
end mig selv?

Jeg giver mit liv

en stille tanke

og spørger DIG nu, du smukke rose
inden du lader dine blade falde
som afslutningen på dit liv.

Du rose -blandt mangeartede roser
og gådefulde mysterier.
Hvad har du at lære mig
om lyset,
om regnen og blæsten. 

Om mulden der holder dine rødder?

Hvordan undgik jeg dog

at lade mig begejstre over dig
og hvert af dine frø
du lod spire.

 

Åh, Det var så let at følge dig,

så let at beundre dig,
da du stod i lyset
fuld af magi
med struttende, sprøde blade.

 

Og dog –
turde jeg stikke mig på dine torne-
og stadig holde dig tæt til mit hjerte,
når jeg vidste
du også indeholdt smerte?

 

Turde jeg nyde din skønhed,
nu jeg vidste,
det var med risiko
for at blive såret?

 

Forstår du,
det er når dine blomsterblade falder
– dine blade visner,
at jeg virkelig ser og møder dig
som den
du også er.

 

Det er
når vinden ikke længere kysser dine blade.
og ingen længere beruses
af dine rosenknopper,
at jeg mødes
af livets uforudsigelighed.

 

I kærlig ydmyghed
indser jeg din storslåethed,
din essens skønhed.

Og mit hjerte gribes
i taknemmelighed,
over alt
hvad du har givet.
Over alt
hvad du efterlader dig
af tanker
og refleksioner
i os
der fik et øjeblik
af din skønhed.

Tak tak tak- du smukke rose, ❤️

 

 

Med ønsket om at du gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent 

Lea Wiese Gosvig❤️