Forleden sad jeg som sædvanlig med morgenkaffen og makeuppen i sengen- en vane, jeg elsker og har bragt med mig fra min barndom, hvor jeg – den gang dog af praktiske årsager, fik morgenmad på sengen.

Det er i disse øjeblikke af fredfyldthed, jeg inspireres til at reflektere over livet, refleksioner jeg altid får lyst til at dele og nedfælde i det skrevne ord.

Og denne morgen var ingen undtagelse.
En tanke jeg tidligere havde tænkt og blot aldrig fået givet min fulde opmærksomhed fløj forbi, men denne gang greb jeg den og lod den falde på plads i mit hjerte, hvor den føltes så fin og rigtig.

Måske kender du det fra dig selv.
At du pludselig får en tanke, men ikke når at handle på den, fordi opvaskemaskinen skal tømmes, du lige må besvare en SMS eller en email, lytte til din elskede, tørre børn eller børnebørn øjne. Alle disse små hverdags vane- afbrydelser, der er en del af dit og mit liv, men også fjerner os fra det stille øjebliks inspiration.

Og når du vender tilbage for at genoptage øjeblikket, er følelsen og ordene forsvundet.
Den stille hvisken- fra “who knows where”- sevet væk fra hukommelsen.

Næste gang vil jeg huske at skrive det ned, lover du dig selv, præcis som vi vil drikke mindst 2 ltr vand dagligt, motionere mere, fylde mindre, spise færre burgere og mere økologisk. Eller nogle af alle de andre gode intentioner, vi har for at  flette nye gode vaner ind i vores liv.

Så hvorfor gør vi det så ikke bare. Fylder os med gode vaner, tænkte jeg og tog en slurk af min gode stærke morgenkaffe.

Ups. Vane nr. 1 Jeg drikker altfor meget kaffe. Ydermere har jeg en vane, med kun at drikke halvdelen og smide resten ud, så hvorfor overhovedet lave den?

Fordi noget i mig er vant til at lave morgenkaffe, og jeg har ikke lyst til at give slip på min vane. Vaner er trygge – og tanker så vanedannende, at Sundhedsstyrelsen ville gribe ind, hvis de vidste hvordan.

Selv vores krop kan slås ud og ned alene ved hjælp af tankerne. Vi kan fokusere vores tanker, så de flere år efter et hændelsforløb, kan bringe gamle minder til live. Så meget power er der i dem, at de er i stand til at gøre os syge og stressede.

Stress er som narkotika, som drug, og gør at vi bliver afhængige af stresshormonet.

Vores tanker kan være lige så vanedannende som ectasy og som trangen til burgere med reumolade, og vi kan være i sådan en afhængighedstilstand, at vi for at få vores drug, skaber unødvendigt drama omkring os.

Som en anden drug- addit klamrer vi os til vores stof, og vores vaner.  Også selvom de ikke gør os mere lykkelige.  Vi kan sågar være villige til at sætte gode venskaber og parforhold på spil blot for at få et skud adrenalin, så vi virkelig kan mærke, vi er i live.
Når det hele ryster i os, vi græder, føler os uduelige, forrådt og trådt på, så er det for nogle det kick, der gør, at de bedre kan mærke sig selv.
Ikke at vi har det fantastisk, men i det øjeblik vi snakker med veninden, og får afløb for alle vores frustrationer, mens adrenalinen suser rundt i kroppen, så føles det egentlig ganske rart. Men selv det kan blive en vane.
At vi ringer og brokker os til de, der er villige til at lægge øre til.

Vane nr.2. Jeg ringer altid til min veninde og læsser af. Men det er ok, hun ringer også til mig.

Jeg er en stor fan af, at vi som veninder, altid er parate til at lægge ører til hinandens lidelseshistorier, og jeg gør flittigt brug af det sev. Men hvis det er sådan, at du hver gang, du taler med veninderne altid kun har noget at brokke dig over, så kan det være, du har en vane med enten at brokke dig, eller at være i smerte.

Det er helt ok at brokke sig over den ny kæreste, der viser sig at være for blød, for rå, for romantisk, for lidt romantisk med økonomiske problemer, storhedsvanvid, mindreværd, fortidige problematiske forhold, plus nutidige – du risikerer at blive en del af.
Men er det 10. gang du har valgt den samme type mand, så er det måske tid at genoverveje dine vaner i valg af mænd. For det er jo dig, der har ansvaret for hver en mand, du lukker ind i dit hjerte.

Kys en eller flere frøer, men pas på det ikke bliver en vane at lede efter drømmenprinsen eller prinsessen, for selv der kan vi løbe panden mod en mur og lige ind i en ny vane.

Selvom vi har mødt drømmeprinsen eller prinsesesen i vores liv, er det ikke sikkert, vi kan rumme af være i tilstanden af omsorg og kærlighed.
Barndommens traume med manglende kærlighed og omsorg, kan sidde så dybt i os, at vi ubevidst støder kærligheden fra os, hvergang vi møder den. Den elskede kan nok så standhaftigt overøse dig med blomster, nussen i nakken og kærlige ord, men du børster dem måske lige så standhaftigt af dig, og leder istedet efter det, du ikke fik i din barndom eller synes, du får nok af nu.

Eller du opfinder eller finder en forkert handling eller sætning, så du har en anledning til at afslutte forholdet, og igen kan vende tilbage i den tilstand, du befinder dig bedst i. Følelsen af smerte. Af sorg. Af tab. Eller hvilken som helst anden følelse, du måtte have knyttet til oplevelen, der engang skabte dit traume, og som du siden gang på gang af gammel vane er vendt tilbage til, indtil den blev til en del af din personlighed.

Lyder det bekendt?

Der er ihvertfald områder i mit eget liv, hvor jeg godt kan hive forstørrelsesglasset frem,

så lad os tage et kig på vane nr. 3.

En af mine egne store udfordringer er tillid kontra mistillid. I samme øjeblik, jeg udsættes for noget, der lugter det mindste af det, går det lige i maven, hvorpå jeg hastigt trækker mig. Det viser hvor stærk tankens kraft er. Ikke bare kan den  fremvokere fornemmelser i min krop, men måske kan den også forstørre og forvrænge det, jeg husker.

Så spørgsmålet er, om jeg ubevidst har forstørret min tidligere læring omkring manglende tillid, og dermed skabt en uhensigtsmæssig  vane med hurtig tilbagetrækning, ved fornemmelsen af mistillid.

Det betyder ikke, at jeg ikke skal passe på mig selv. Så absolut ikke. Jeg ser det snarere som, at det handler om, at skabe en vane, hvor jeg ved, jeg kan have tillid til mig selv. Og udfra min egen tillid vokser tilliden til andre.

På den måde undgår vi bedst muligt at skabe drama med vores vaner.

For er det først blevet en vane at skabe drama omkring os, kan vi ikke undvære det, også selvom vi selv lider under det.

“Sådan er jeg opdraget. Det var sådan, vi gjorde i min familie, ” forsvarer du måske din ret til at kaste med porcelænet, have ukontrollerede vredesudbrud, når du er i det humør, eller lidt mere fredsommeligt, som en klient engang beskrev det for mig, hvordan hun og hendes far havde den samme vane med at pille osten i små fine strimler, så hun den dag i dag, ikke kunne drømme om at spise en hel skrive ost på et stykke brød.

Hvem ved, måske er det ikke kun ostemaden, måden vi går og taler på, vi overtager som vane, hvad med sygdomme. Kan vi af vane også overtage hinandens sygdomme?

Forskere har i dag fundet ud af, at vores oplevelser ikke bare sætter sig i vores tanker og vaner, men også i vores cellers hukommelse. Hvor meget påvirkes vi  egentlig af vores miljø? Det emne vil jeg se nærmere på – i et andet blogindlæg om epigenikken.

At have en vane, hvadenten den er grundlagt i barndommen eller senere i livet, betyder ikke, at den ikke kan ændres.
Der findes et utal af glimrende metoder, der tilbyder hjælp til at bryde vanens magt, men til syvende og sidst handler det om, om du virkelig er indstillet på at ville bryde din vane. Du kan jo starte med at slukke for mobilen- for face-book, Instagram, eller hvad du nu  har installeret af elektronisk bimlen og bamlen omkring dig, så du får tid til at fokusere på nogle af de vaner, du gerne vil ændre. Dernæst kan du spørge dig selv- hvis du tør, om der er ting eller endda mennesker, du har i dit liv, blot af gammel vane.

Tag kontrollen over dine vaner tilbage, mens du nyder roen, og at ingen kan kontakte dig, eller du dem, så dine veninder også kan få lidt ro til at tænke over deres vaner.

Din intention om at ville give slip betyder alt, for du kan ønske forandring nok så mange gange, men bliver ønsket oppe på øverste etage, får du måske ikke andet end en god omgang hovedpine.
Hvis du derimod går ind i ønsket om forandring, hvad det vil give dig at slippe en særlig vane, og forbinder dit ønske fra tanken og ned til hjertet, så vil du så småt ikke kunne undgå at bemærke, hver gang du nærmer dig vanens magt. Og efterhånden, vil vanen brydes.

En lille øvelse, jeg netop i dag fik under en hyggelig cafe-tur af min gode veninde Lise, vil måske kunne inspirere dig til at give slip på en eller flere irriterende vaner:

For dit indre blik forestiller du dig, at du sidder foran et dejligt blåt hav med en krukke i dine hænder.
Nu tager du en af dine vaner, eller har du flere du gerne vil af med, så forestiller du dig nu, hvordan du een for een lægger dem ned i krukken. Måske føles det mest naturligt for dig, at mærke hvad hver enkelt vane har betydet for dig, hvad det ville give dig at give slip på den, inden du slipper vane for vane ned i krukken, hvorpå du sender den afsted ud på havet. Følg krukken mens den flyder afsted og forsvinder i horisonten.

Vi fødes (måske) i smerte, men det er ikke meningen, vi skal leve i smerte.
Echart Tolle kalder det at leve med smertekroppen, og følger du dette link, kan det lede dig til mere om denne spændende herre.

https://www.eckharttolle.com/

Husk du er skabt til at leve et liv i eventyr. Dit eventyr. Præcis sådan som du kunne tænke dig at skrive det, fyldt af nye skønne oplevelser, dejlige følelser og fredfyldte tanker.

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent. 

Lea Wiese Gosvig