For halvanden uge siden vendte jeg hjem fra en skøn ferie med mine døtre. Inden jeg satte nøglen i døren, tog jeg en dyb indånding, for jeg vidste, hvad der ventede mig. Derfor havde jeg på forhånd taget mine forholdsregler.

Døren ind til dagligstuen var med kærestens hjælp tapet fast med et dobbelt-sikret lag tykt plastic. Døren til den anden stue solidt lukket og nøglehullet omhyggeligt stoppet til med vat. Og vigtigst af alt – havde vi husket at vikle hele køkkenet ind i tykt plastik.
Så det var med en vis sindsro, at jeg åbnede hoveddøren – og langsomt lod øjnene glide rundt i mit køkken. Mit skønne køkken – med plads til vidunderlig snak, var nu transformeret til et plastic-mareridt med et køleskab stående midt på gulvet, køkkenskabe uden låger og grønt pap tapet fast på gulvet.
Og nu ved jeg jo godt, at det her kun vil stå på ca. 1 måneds tid, mens faldstammer og stigstrenge bliver udskiftet – og den første uge var allerede gået, mens jeg var væk.

Alligevel skulle jeg lige igennem selvmedlidenhed-fasen, inden jeg klaskede den 22 kg tunge rejsekuffert på den plastikbetrukne seng og begyndte udpakningen med tårerne løbende ned ad kinderne. Ikke bare begyndte jeg at mærke støvet invadere mine næsebor, jeg opdagede nu også, at min pung var væk.

Det var vist på det tidspunkt, min kæreste begyndte at overveje, hvad han egentlig lavede i min lejlighed. Alligevel tog han det pænt, da jeg for en sikkerheds skyld endevendte hele hytten, og sendte både ham og mig en ekstra tur over til metroen, for at tjekke om pungen kunne være tabt på vejen. Det var den ikke, og mens jeg meget lidt spirituelt (sorry) sendte edder og forbandelser over den stakkels tyv, der øjensynlig var i stærk pengenød, ringede jeg desperat til min yngste datter. Min hjerne bevægede sig nu hastigt mod nedsmeltningsfasen, og først efter min datter havde hjulpet med at få spærret samtlige visakort, kunne jeg bevæge mig over i Erkendelsesfasen

Man skal passe ekstra godt på sin taske, hvis man slæber en kæmpe kuffert og ekstra bagage. Til gengæld kan man godt gå på grus og vænne sig til støv i næsen og dagen efter blev min pung fundet med alle kreditkortene på kirkegården. Jubii!! Det skal nok gå. Ro på.

Samme dag fjernede de toilettet og badet.
Der var ingen vej udenom, jeg måtte i gården.
Og mens jeg spurtede ned ad trapperne, til den i øvrigt nydeligt dertil-indrettet toilet-vogn, noterede jeg mig et kort øjebliks taknemmelighed, over dels at have nået toilet-vognen i tide, at der ikke var kø, og som en særdeles væsentlig faktor, en vis taknemmelighed over ikke at have blærebetændelse.
Forestil dig hver 10. minut at skulle løbe ned ad trapperne for at stille sig i kø sammen med øvrige nabo- kvinder med evt. blærebetændelser. Eller noget endnu værre. Det er altså ikke holdbart, selvom det sikkert kunne udløse nogle interessante samtaler.

Det var tid til strategi-fasen, hvis jeg skulle overleve mit nye liv i plastic, med nul vaskemaskine og toilet i gården.

Til gengæld med direkte hul fra toilettet og ned til ……pizzeriaet. Overvejede kort om man mon kunne hejse pizzaer op igennem hullet, men der var nok højst plads til nogle pizza-slides og sikkert heller ikke uden fare for ens sundhed. Desuden er der også kun 18 trin ned til pizzeriaet, så det var nok mere fornuftigt at koncentrere sig om at få vasket dagens støv af. Og en hurtig støvsugning kom jeg nok heller ikke udenom, resonerede jeg og gik til kamp mod det fine, grå lag slibestøv, der havde haft tid til at lægge sig overalt. Også uden for plastikken.

Efter en halvanden uges tid opgav jeg min kamp mod støvet og resonerede, at jeg næppe ville dø, og at det faktisk er utroligt hvor meget opvask, der kan være under en 2,5 meter lang plade hen over køkkenbord og håndvask.

Nærmest lettet lod jeg mig glide ind i overgivelsesfasen.

Bortset fra plastikken og slibestøvet, så var det jo sådan, vi levede, da jeg var barn.

I mit hjem var vi ovenikøbet så heldige, at have et lille ca 1,5 kvm toilet med håndvask inde i selve lejligheden. Og hver morgen varmede mor vand og hældte det i den lille vask, så vi kunne blive etagevasket. Bad var forbeholdt badeanstalten og efter idrætstimerne. Og hele familien overlevede uden (alt for meget ) brok og selvmedlidenhed.
For vi var vant til at leve, som vi gjorde og forventede ikke andet.
Og her efter to uger begynder jeg at vænne mig til mit liv i plastik. Ja, jeg er ovenikøbet blevet ganske taknemmelig for den lille vandhane, der er sat op ude på køkkentrappen, der gør, at jeg hver morgen kan tappe vand og hælde i den ene af mine to spande. Den ene til etagevask, den anden til diverse kafferester og tandbørstespyt – og tilsidst hælder jeg det beskidte etagevask-vand oveni.
Eddersmart.
Et par måneder på denne måde, og jeg ville kunne følge BS Christiansen på en af hans overlevelsesture.
Tøjvask er heller intet problem, har jeg opdaget. Jeg har jo rigeligt med tøj, så tøjvasken er udskudt til projektet er færdigt.
Jeg er faktisk rigtig godt tilfreds, mærker jeg. Det er jo også bare et spørgsmål om tid, så forandrer alt sig.

Og så var det, at det slog mig.

Er det ikke lige præcis det, der sker. At vi vænner os.

Vi vænner os til rodet. Vi vænner os til, at det støver omkring os. Vi affinder os med tingenes tilstand. Og det er jo i nogle tilfælde – som her rigtig godt, men hvad med alle de gange, hvor vi ikke længere stiller spørgsmål til alt det, der roder i vores liv. I vores hoveder. Vores parforhold. Vores økonomi. Vores tanker. Om os selv og andre. Det åbner jo op for et helt nyt perspektiv, jeg sikkert kunne filosofere meget om, men det må blive en anden dag, for nu skal jeg altså ned i gården og tisse.