Det er 1. advent og tradition for familiehygge. Og stadig er der de, der ingen familie eller omkreds har at tilbringe dagen med.

Måske fordi de selv frivilligt har valgt familie og venner fra, måske de selv er blevet valgt fra, måske fravalgene skyldes en misforståelse, ingen længere synes at kunne række over – og tilgive.

For vi mennesker kan opleve det lettere at skærme et såret hjerte bag en lukket dør, end tilgive det, som synes utilgiveligt.

Og hvad er det egentlig at tilgive.

Selv har det taget mig mange år at nå frem til, at den sande tilgivelse – for mig – er i det øjeblik, jeg ikke føler, at jeg har noget at skulle tilgive.

Fordi jeg forstår.

Fordi jeg har været hele vejen rundt om, bag ved – i hver en lille krog – hvert et lille hjørne af smerten, ikke én eller to gange, ikke et eller to år; nej, der har været mennesker i mit liv, det har taget mig år, før jeg pludselig en dag, ærligt og med hånden på hjertet, hørte mig selv sige:

Der er intet at tilgive.
Og mene det.
Ikke fordi det er noget, jeg bør. Ikke for at være spirituel rigtig.
Et kærligt menneske.
Blot fordi
det ikke længere har en betydning.

Og stadig kan det være, at det ikke er sundt for dig at omgås dette menneske, fordi dette menneske udover engang at have bragt dig smerte, heller ikke bibringer dig noget positivt i dag.

Alligevel kan du sagtens tilgive.

Fordi du forstår.
Fordi du indser, hvad handlingen udsprang af. Hvilket stadig ikke gør den mere rigtig i dag, end dengang.

Hånden på hjertet, hvor mange fejl begår vi selv.
Hvor meget tilgivelse og forståelse har du og jeg ikke selv brug for.

Og måske er det lige præcis med denne forståelse, at du vil kunne åbne døren for det eller de mennesker igen.
For drejer det sig om, at du føler dig svigtet af dine forældre, har også de selv engang været små børn, der måske blev svigtet, og derfor ikke forstod eller lærte, hvad det vil sige, at give deres børn kærlighed.

Det er tid – ikke blot til at sidde i skæret fra lyset i adventskransen, men også tid til, at vi kan vælge at sætte os selv og andre fri. Måske kan dette lille billede støtte dig.

Forestil dig moderen der holder smerten som når hun bærer sit barn.

Med lysets styrke søger hun klarhed,

med sindets renhed, viser hun forståelse

Med moderens visdom, giver hun sin kærlighed.

For alle har vi tilføjet andre smerte. Alle har vi brug for forståelse, klarhed og kærlighed.

Med lysets styrke søger jeg klarhed, med sindets renhed, forståelse, med moderens visdom, kærlighed

Med lysets styrke søger jeg klarhed, med sindets renhed, forståelse, med moderens visdom, kærlighed

Med lysets styrke søger jeg klarhed, med sindets renhed, forståelse, med moderens visdom, kærlighed

Med ønsket om at du vil gribe glæden og holde lysten og hjertet åbent.
Lea Wiese Gosvig